Vera: Det var svært at bede om hjælp

De første uger under nedlukningen var rare for 14-årige Vera Agis Larsen. Hun og hendes familie tog i sommerhus og var kun sammen med hinanden og den nære familie. I den periode oplevede hun at få det bedre med sig selv, fordi hun fik pause fra det sociale liv:

– Jeg har venner, men er ikke god til at være social i lang tid, og jeg finder det svært at være helt mig selv i skolen. Derfor var det rart i en periode kun at være sammen med min familie. Jeg kunne dykke ned i min egen personlighed uden at være optaget af, hvad andre gør og siger. Min selvsikkerhed var ok før, men den fik et boost.

Hun gik tur med sin mor, bagte utroligt mange cookies, så film med familien og øvede saltomortaler på trampolinen, indtil hun brækkede armen. Hun så to veninder en enkelt gang hver og savnede ellers ikke selskab:

– Jeg er ikke en meget aktiv person, og min familie er heller ikke så aktive. Vi er gode til at hygge os sammen og slapper af uden at lave særlig meget.

SVÆRT AT STYRE SIN EGEN TID
Til en start gik det også nogenlunde med skolearbejdet, som hendes mor hjalp hende en del med. Men forældrene skulle begge passe deres eget arbejde fra sommerhuset, og efter nogle uger holdt Vera op med at bede sin mor om hjælp og kom bagud med lektierne.

– Skolearbejde falder mig ikke så let, og jeg er vant til i skolen at kunne spørge mine lærere og min sidekammerat, når jeg har brug for hjælp. Min mor ville gerne hjælpe, men jeg fandt det tarveligt at spørge, når hun selv havde sit eget arbejde at passe. Så blev det sværere at følge med, og det ærgrede mig.

Hun havde blandt andet svært ved at strukturere sin tid, husker hun:

– Skolen lagde opgaver ud for en hel uge ad gangen, så vi elever skulle selv beslutte, hvornår vi lavede hvad, og det var ikke så let. Jeg udskyder ting, og hvis der er noget, jeg ikke gider, så kommer det ikke til at ske. Der er en lille person indeni mig, der siger nej.

Hendes forældre sagde, at hun ikke behøvede at lave alle lektierne, og at hun kunne hjælpe dem med andre ting i stedet. Det tog toppen af stressen, fortæller Vera, som også med forældrenes hjælp begyndte at lave huskelister over de opgaver, hun skulle lave, og at sætte flueben ved dem, hun løste.

STOLT AF SIG SELV
Hun fik karakterer lige før og lige efter nedlukningen. I lyset af, hvor svært det føltes undervejs, er Vera stolt af, hvad hun opnåede:

– I starten af 8. klasse sagde mine lærere, at jeg ikke var uddannelsesparat. Mine karakterer var for dårlige. Det fik mig til at beslutte at blive bedre i skolen, for jeg vil gerne have mange valgmuligheder i forhold til uddannelse. Det lykkedes mig at få mine karakterer rimeligt op inden coronaen, og under coronaen er de kun faldet en smule i nogle fag, og i andre er de uændrede. Det resultat er jeg stolt af. Jeg tog mig sammen, og det var rart at finde ud af, at det kunne jeg godt. Jeg tager det som et ”win”.

At gå i skole derhjemme bliver dog aldrig hendes favorit. – Hjemmeundervisning er nederen, fordi jeg ikke har nogen at spørge. Jeg vil til alle tider helst i skole. Det var super rart efter nedlukningen igen at komme i skole og blive undervist sammen med andre.

At være tilbage i skolen har til gengæld fået hendes selvsikkerhed til at falde tilbage på det niveau, den var før nedlukningen:

– Men det føles stadig rart indeni, at jeg har oplevet det selvsikkerhedsboost.