19.02.2018
Egmont Fonden vil i 2018 sætte fokus på, hvad det vil sige at være ordblind, og hvordan man kan styrke ordblinde børn og unges læring og livsduelighed.
"I Egmont Fonden arbejder vi for, at alle unge skal kunne tage en ungdomsuddannelse i år 2030. Men vi er desværre langt fra målet, især når det gælder ordblinde. Det vil Egmont Fonden gerne tage et medansvar for, så alle ordblinde bliver i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse”, siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.
Få får en uddannelse
Egmont Fonden har i 2018 ordblindhed som fondens årstema. Årstemaet sætter fokus på, hvad det vil sige at være ordblind, hvilke konsekvenser det kan have, og hvordan man kan styrke ordblinde børn og unges læring og livsduelighed.
Omkring 5-8 % af Danmarks børn og unge vurderes til at være ordblinde. Flere undersøgelser viser, at ordblinde børn og unge klarer sig langt dårligere i skolesystemet, end de faktisk har evner til. Foruden den konkrete læringsvanskelighed oplever børn og unge med ordblindhed også andre sociale og læringsmæssige problemer, herunder lavt selvværd.
Derfor vil Egmont Fonden i 2018 sætte fokus på ordblindhed igennem følgende aktiviteter:
Uddannelse er en væsentlig beskyttelsesfaktor mod yderligere udsathed. Derfor vil Egmont Fonden gerne investere i indsatser tilpasset ordblindes behov, der kan forbedre deres mulighed for på sigt at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Ordblinde børn og unge er eksperter i eget liv
Børn og unge har styrker og vigtig viden at bidrage med både i forhold til deres egen udvikling og samfundet som helhed, og derfor er børne- og ungeinddragelse en del af Egmont Fondens DNA.
I forbindelse med årstemaet opretter Egmont Fonden et børnepanel, bestående af ordblinde børn og unge, der skal fungere som en ekspertgruppe i 2018. Ordblinde børn og unge er eksperter i eget liv. Børnepanelet skal i løbet af året være et stærkt talerør for ordblinde børn og unge og repræsentere målgruppen i dialog med nøgleaktører.
Egmont Fonden vil også afholde et børnetopmøde i foråret, hvor 30 ordblinde børn og unge kommer med gode råd og anbefalinger til Egmont Fonden. Ved at lade børnene komme til orde, kan vi blive klogere på, hvordan vi som samfund kan styrke ordblindes læring og livsduelighed. Børneinddragelsen er afgørende for at kunne skabe positive og bæredygtige forandringer.
”Hos Egmont Fonden glæder vi os til i 2018 at arbejde sammen med de mange børn og unge, der har ordblindhed tæt inde på livet. Også frivillige organisationer, forældre, fagprofessionelle, forskere og beslutningstagere – alt sammen med det formål, at ordblinde børn og unge skal være bedre rustet til at tage en ungdomsuddannelse og skabe sig et godt liv,” siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens Støtte-og bevillingsadministration.
Ordblinde børn og unge skal høres
Egmont Fonden vil også i en digital kampagne sætte fokus på ordblindhed. I kampagnen, som hedder #Hvisjegvar, kommer børn og unge med ordblindhed med anbefalinger til, hvordan man kan gøre skole og hverdag bedre for børn og unge med ordblindhed.
Kampagnen starter fra uge 40 og kører over de følgende seks uger. Den bygger på børnestemmer fra vores børnetopmøde og børnepanel, hvor henholdsvis 30 og 11 børn og unge med ordblindhed har deltaget.
"Alle børn og unge med ordblindhed fortjener en god start på skolelivet. Børnenes råd har gjort os klogere på, hvordan vi bedst kan hjælpe dem til en god skolegang og en bedre hverdag - og dén viden vil vi gerne sprede til både skoler og politikere", siger Henriette Christiansen.
Du kan læse mere om #Hvisjegvar-kampagnen her og se kampagnens video her.