ER20 - Lars
Tomas Bertelsen

Lars Qvortrup: En øjenåbner for ulighed i læring

21.08.2020

Den første måned med lukkede skoler var tålelig for det store flertal af elever, men førte også til øget mistrivsel, og gjorde det tydeligt, at et stort mindretal mangler den nødvendige støtte hjemmefra. Det skal skolerne være uhyre opmærksomme på fremover, siger professor Lars Qvortrup.

Seriøs skoleforskning tager tid at tilrettelægge, gennemføre og afrapportere. Men når et helt skolevæsen pludselig lukker ned, er man nødt til at handle hurtigt, hvis man vil undersøge, hvordan elever og forældre klarer sig i sådan en nødsituation. Derfor fik et forskerhold under ledelse af DPU-professor Lars Qvortrup på rekordtid designet og iværksat en spørgeskemaundersøgelse, der kunne give et detaljeret billede af den første måned med nødundervisning for alle.

– I sådan en situation er der mange, der ytrer sig i debatten om, hvad vi kan og bør lære af krisen – ud
fra egne oplevelser eller interesser. Derfor er det helt afgørende, at alle aktører i skolevæsenet, ikke mindst lærere og ledere, får en veldokumenteret viden at handle ud fra. Der har været en del velmenende forsøg på at idyllisere situationen, men reelt har nedlukningen ikke været god for ret mange børn og unge og decideret skidt for cirka en femtedel af eleverne, siger han.

Samtidig har de første andre undersøgelser både herhjemme og internationalt typisk spurgt lærerne om deres vurdering af situationen. Der har ifølge Lars Qvortrup manglet solid viden om, hvordan eleverne selv og deres forældre har oplevet den første del af perioden med nedlukning og nødundervisning.

MISTRIVSEL OG ULIGHED
Forskerne er stadig i gang med at analysere det store datamateriale, men to tendenser er ifølge Lars Qvortrup meget tydelige.

For det første at situationen med hjemmeundervisning har udfordret elevernes mentale sundhed og trivsel. De har næsten alle savnet vennerne, skolen og fritidsaktiviteterne, og knap en femtedel har følt sig ensomme. Mange af eleverne følte sig desuden usikre på deres egen læring, og en ret stor andel af forældrene var bekymrede for deres børns læring, udvikling og mentale sundhed.

For det andet sætter undersøgelsen spot på, hvor vigtigt læringsmiljøet i hjemmet er. Elever med ressourcestærke forældre klarede sig. De fik støtte til undervisningen derhjemme og oplevede en god kontakt til skolen, lærerne og kammeraterne.

– De elever, hvis forældre har en villa i Risskov med et værelse til hvert barn, skal nok klare det her. De kan lige gå lidt ud i haven og lege indimellem. Forældrene kan støtte dem og måske gøre lidt ekstra ud af hyggelige, lærende aktiviteter som fx brætspil. Den arbejdsro, forståelse og hjælp har unge sjældent adgang til, hvis familien bor trangt i en lejlighed i Gjellerupparken. Det vidste vi godt i forvejen, men når al undervisning skal foregå i hjemmet, kommer de ulige sociale vilkår til at stå tindrende tydeligt frem, påpeger Lars Qvortrup.

EN UDSAT FEMTEDEL
Undersøgelsen rummer også mange opmuntrende resultater. Langt størstedelen af både unge og forældre syntes, at lærerne klarede situationen godt. Fire ud af fem vidste for det meste, hvad lærerne forventede af dem, og lige så mange siger, at de “for det meste forstår det, vi arbejder med”. Der er i mange af spørgsmålene denne 80/20-fordeling af svarene. Det tyder på, at der er et stort mindretal, der har haft en væsentlig anderledes oplevelse af situationen end majoriteten.

– Vores analyser viser, at omkring en femtedel af de unge har haft en meget negativ oplevelse med hjemmeskolen under coronakrisen. De fik ikke tilstrækkelig støtte derhjemme. De havde ikke mulighed for at dele deres svære skolesituation med nogen, der kunne hjælpe dem. Og de oplevede ikke i tilstrækkelig grad at have kontakt til skolen og lærerne, siger Lars Qvortrup.

Forskernes analyser peger på, at det er den samme femtedel af eleverne, der er udsatte på en lang række forskellige parametre samtidigt. Ved hjælp af en såkaldt clusteranalyse har forskerne opdelt eleverne i følgende omtrent lige store grupper, der svarer nogenlunde ens på en række udvalgte spørgsmål:

  • De forældrestøttede, der mentalt klarer sig bedre end gennemsnittet, og som får støtte fra forældrene.

  • De selvhjulpne, der mentalt klarer sig gennemsnitligt, og som er relativt selvkørende.

  • De udfordrede, der mentalt klarer sig dårligere end gennemsnittet, og som i langt mindre grad får støtte derhjemme.

Det kendetegner ifølge undersøgelsen “de udfordrede”, at de ikke ved, hvad lærerne vil have dem til at lave, og de oplever heller ikke, at lærerne er opmærksomme på, om de laver deres skolearbejde, eller hvordan de har det. De scorer også lavt med hensyn til den daglige kontakt med lærerne, og hvis der er opgaver, de ikke forstår, synes de, at det er svært at få hjælp fra en lærer.

Også selvtilliden ligger lavt i denne gruppe: De synes ikke, det er nemt at følge med i undervisningen, og de synes, at de har svært ved at koncentrere sig om de skoleaktiviteter, de skal lave i løbet af dagen. De ligger lavt, hvad angår oplevelsen af, om det er nemt at få hjælp fra forældrene, hvis der er opgaver, som de ikke forstår. Det er også denne gruppe af elever, der har den laveste mentale sundhed; det vil sige, at de er de mindst glade for deres hverdag, og i højere grad end de øvrige grupper savner de venner, skole, lærere og fritidsaktiviteter.

Blandt ”de udfordrede” finder man de 20 pct. af alle unge, som efter Lars Qvortrups vurdering udgør en egentlig risikogruppe. Det er den andel af svarpersonerne, der vælger de to mest negative svarmuligheder på en række af de centrale spørgsmål.

– Den femtedel af eleverne er det særlig vigtigt at være opmærksom på – ikke kun i perioder med nødundervisning, men også når skoledagen bliver mere normal igen. Man svigter dem, hvis man tror, at de vil klare sig fint med en kombination af korte skoledage og mere hjemmearbejde, siger han.

BEKYMREDE FORÆLDRE
Undersøgelsen viser en klar sammenhæng mellem børn, der føler sig ensomme, og deres forældres bekymringer for børnenes læring og trivsel under coronakrisen. Sammenhængen kan ifølge Lars Qvortrup fortolkes begge veje:

– Forældrene kan være bekymrede for børn, der ikke har det godt, men det kan også være børn, som bliver ekstra udsatte af en bekymringsstemning i familien – og de to ting kan forstærke hinanden. Der er ikke noget tydeligt socialt mønster i, hvilke forældre der er bekymrede for deres børn. Bekymringerne nager i lige høj grad akademikere og ufaglærte forældre.

Samtidig identificerer undersøgelsen dog en gruppe elever med en relativt dårlig mental sundhed, hvor forældrene ikke giver udtryk for at være bekymrede, det vil sige elever, der er udfordret, uden at deres forældre er opmærksomme på det.

– Alt tyder på, at der er en gruppe elever, der står alene med deres mentale udfordringer. Der er meget tungtvejende grunde til, at skolerne bør give særlig opmærksomhed til denne gruppe elever – både i eventuelle fremtidige situationer med nødundervisning og i den normale skolehverdag, siger Lars Qvortrup.

DE ÆLDSTE ELEVER I EN SÆRLIG SITUATION 
Undersøgelsen omfatter elever fra 3.- 9. klasse, og de nævnte hovedtendenser gælder på alle klassetrin. Men der er alligevel en række punkter, hvor eleverne i de ældste klasser skiller sig ud fra de yngre årgange:

  • Lidt flere af de ældste elever føler sig ensomme – måske fordi de er forhindret i at leve deres normale sociale liv, og i mindre grad end de yngre elever kan kompensere for det i samværet med familien.

  • De ældste elever arbejdede mere varieret end gennemsnittet af elever gjorde, fx arbejdede langt flere af dem i grupper. De oplevede også i højere grad at få feedback fra lærerne. Derimod oplevede lidt færre i de ældste klasser, at forældrene kunne hjælpe dem med skolearbejdet.

  • Eleverne i 9. klasse blev spurgt særskilt til, om de havde “svært ved at vurdere, om de når at lære det, de skal”. Den usikkerhedsfølelse havde 62 pct. af eleverne. Forældre til børn i 9. klasse er også mere bekymrede for deres børns læring og udvikling end gennemsnittet af forældrene.

– Det er klart, at 9. klasseeleverne har været i en særlig situation, hvor de på undersøgelsestidspunktet ikke vidste, om de kom i skole igen eller fik mulighed for at gå til eksamen. Det har nok gjort mange både unge og forældre bekymrede, forklarer Lars Qvortrup.

HVAD SKAL SKOLERNE GØRE?
De erfaringer, undersøgelsen har kortlagt, kan ikke kun bruges, hvis skolerne igen bliver tvunget til en længerevarende nedlukning. Resultaterne rummer ifølge Lars Qvortrup også mindst tre vigtige budskaber til skolerne, når det igen bliver en slags hverdag.

For det første er det oplagt at udnytte det kæmpespring, alle parter har været tvunget til at tage, når det gælder fjernundervisning.

– Vi er meget hurtigt blevet dygtigere til såkaldt blended learning, hvor man kombinerer fjernundervisning med noget tilstedeværelse. Der er en meget lavthængende frugt, som kommuner og skoler skal og vil plukke. Det er helt sikkert kommet for at blive, at man i højere grad kan lave noget i skolen og noget hjemme. Men vi er også blevet mere opmærksomme på, at det derhjemme også skal støttes af skolen. Ellers får vi mere af den ulighed i læring, som nødundervisningen gjorde så tydelig, advarer Lars Qvortrup.

For det andet bør skolerne ifølge ham være ekstra opmærksomme på at samle op på den store gruppe af elever, der har følt sig både fagligt og socialt udfordrede:

– Det er lidt af en social gyser at læse fritekstbesvarelserne fra de elever, der har trivedes dårligt under krisen. På spørgsmålet om, hvad der har været det bedste ved situationen, svarer én elev bare “ingenting” og oplister derefter alt det værste. Vi kan ikke via undersøgelsen identificere de konkrete børn, men skolerne skal virkelig være klar over, at de findes – i ret stort tal.

For det tredje bør skolerne bruge situationen til at gøre noget ekstra for at understøtte de familier, hvor forældrene ikke har mulighed for at støtte børnene i det daglige skolearbejde.

– Betydningen af manglende forældrestøtte i skolearbejdet er blevet endnu tydeligere end før. Noget af det positive ved krisen er, at forældrenes respekt for skolen og deres forventninger om at have et samarbejde med skolen er blevet stærkt forøget. Hvis ikke det bare skal fade ud igen, skal skolerne gøre en særlig indsats for at holde fast i det, slutter Lars Qvortrup.