Fritid egmont fonden
Foto: Tomas Bertelsen

Et fritidsliv for alle børn og unge – uanset økonomisk formåen

12.12.2021

At åbne fritidslivets vigtige fællesskaber for børn og unge fra fattige familier kræver mere end gratis kontingent. Aars Skole har succes med en målrettet indsats, og DGI vil have alle kommuner til at tage opgaven alvorligt.

90 pct. af eleverne skal gå til mindst én foreningsaktivitet. Det har Aars Skole i Vesthimmerland Kommune sat som mål, og efter de første knap to års arbejde er målet rykket tættere på.

Fra 2020 til 2021 er det lykkedes at hæve andelen af elever, der går til noget, fra 73 pct. til 81 pct., og antallet af klasser, hvor 90-procentsmålet er nået, er steget fra tre til ni. Det er et resultat, man på skolen er stolt af – også fordi det er opnået i et coronaår.

Skolen arbejder på flere måder for at opnå målet, og gevinsterne er store, fortæller skoleleder Søren Toft Mølgaard:

"Når eleverne trives i det hele taget, så trives de også bedre i skolen, og her er et punkt, hvor vi oplever, at vi kan gøre en vigtig forskel for, at alle elever går til noget sammen med nogen. Også de elever, hvis forældre ikke har råd til, at deres børn går til noget, og hvor forældrene heller ikke selv har erfaring med foreningslivet".

Rekrutteringen til foreningslivet foregår ved, at skolen i et samarbejde med det lokale foreningsliv præsenter alle klasser for foreningernes fritidstilbud. Det sker blandt andet ved skolens årlige emneuge, hvor eleverne får afprøvet forskellige fritidsaktiviteter – både på skolen og ved besøg i foreninger sammen med en lærer. Målet er at finde en fritidsaktivitet, som passer til den enkelte, forklarer Søren Toft Mølgaard.

Ud over den hidtidige indsats er skolen nu gået i gang med at spørge de elever, der ikke går til noget, om, hvad de kunne tænke sig at gå til. Ud fra den viden tager skolen kontakt til de relevante foreninger, så eleverne kan komme af sted og prøve det af sammen – også på tværs af klasser.

"Vi kan se, at vores arbejde gør en forskel, og nu gør vi indsatsen endnu mere målrettet. Det er den kultur, vi er i gang med at opbygge nu, som vil bringe os i mål inden 2026 som planlagt", vurderer skolelederen.

Lærerne yder også en engageret, individuel indsats i for- hold til de elever, der ikke allerede går til noget, og forsøger at motivere dem til at prøve en eller flere fritidsaktiviteter. Forældrene inddrages også. Ved skole-hjem-samtalen med forældrene er elevens fritidsaktiviteter nu et fast emne.

Det startede egentlig som en sundhedsindsats. Men skolen har opdaget, at indsatsen også er med til at få alle med i skolens faglige og sociale fællesskaber. Det gælder også de grupper af elever, som ellers kan stå på kanten af fællesskaberne – eksempelvis fordi der er økonomiske og sociale udfordringer i familien.

NEM ADGANG TIL FRITIDSPAS OG UDSTYR
Fordi lærerne kender deres elever og har dialog med hver elev og familie om fritidsaktiviteter, er lærerne opmærksomme på de elever, der ikke har råd til kontingent eller udstyr til en fritidsaktivitet. Så ringer læreren til skolens kontakt i kommunen, som kan levere et fritidspas – og penge til det nødvendige udstyr, hvis elevens familie heller ikke har råd til dét. Skolen hjælper også med at udfylde ansøgningen om fritidspas og udstyr til kommunen, så det ikke påhviler eleven selv eller foreningen. 

"Det er et særsyn, at en skole tager så målrettede metoder i brug for at sikre, at alle skal være en del af et sundt fællesskab. Det bliver gjort ud fra oprigtig omsorg og i respekt for den enkelte elev. Det kan kun inspirere andre til at følge efter", siger Anders Vestenbæk Nielsen, konsulent i DGI Nordjylland.

FORENINGSLIVET HAR ØKONOMISK SLAGSIDE
Det organiserede fritidsliv spiller en stor rolle i mange børns liv, og en ny undersøgelse fra Mandag Morgen og LEGO Fonden viser, at næsten tre ud af fire børn i skolealderen går til noget uden for skoletiden.

Som den vigtigste grund til at gå til en organiseret fritids- aktivitet angiver børnene selv det tilhørende fællesskab og samvær med andre børn. Børn i skolealderen, der deltager i en organiseret fritidsaktivitet, føler sig også sjældnere ensomme end børn, som ikke går til noget.

Udsatte børn og unge i udsatte positioner er mindre aktive i organiserede fritidsaktiviteter end børn og unge generelt. Det skyldes blandt andet dårlig økonomi i disse familier. An- delen af børn, der går til en fritidsaktivitet, er markant lavere blandt børn i familier med lav indtægt end med høj indtægt. Forskellen mellem den laveste og den højeste indtægtsgruppe er på næsten 20 procentpoint. 

Sammenhængen mellem deltagelse i fritidsaktiviteter og børns trivsel er ikke entydig, men internationale studier peger ifølge Socialstyrelsens erfaringsopsamling om brugen af fritidspas (fra 2016) på, at deltagelse i fritidsaktiviteter er relateret til forbedrede skolepræstationer, bedre trivsel, styrket netværk og selvtillid mv.

DGI FORESLÅR FRITIDSPAS I ALLE KOMMUNER
DGI – som på landsplan repræsenterer 6.400 motions- og idrætsforeninger – håber, at andre skoler vil lade sig inspirere af Aars Skoles 90-procentsmålsætning og måden, skolen samarbejder med Vesthimmerland Kommune og det lokale foreningsliv på.

For DGI’s landsformand, Charlotte Bach Thomassen, er der heller ingen tvivl om, at alle kommuner bør have en fri- tidspasordning. Det skal ifølge hende sikre, at børn og unge i økonomisk fattige familier kan få betalt kontingent og an- dre ekstraudgifter ved at gå til en fritidsaktivitet, herunder støtte til udstyr, ture og arrangementer.

At hver tredje kommune ikke har en fritidspasordning, finder DGI-landsformanden helt urimeligt:

"Det bør ikke være kommunegrænser, som afgør, om børn og unge har råd til at gå til en fritidsaktivitet. Ingen bør af økonomiske årsager blive ekskluderet fra at være del af fritidsfællesskaber med andre børn og voksne rollemodeller. De kommuner, som endnu ikke har fritidspas, bør hurtigst muligt tilbyde det".

Ud over de kommunale støttemuligheder yder også en række civilsamfundsorganisationer støtte til kontingent og fritidsudstyr til børn i familier, der ikke har økonomi til at betale selv. DGI har også puljer, som trænere kan søge på vegne af børn og unge, som behøver kontingentstøtte og udstyr. Det er DGI-formandens indtryk, at man derudover i mange idrætsforeninger har ”håndholdte” indsatser, hvor klubben fx undlader at opkræve kontingent, hvis en familie ikke har pengene, eller man lader brugt udstyr ”gå i arv”.

EN ANSØGNINGSJUNGLE
Der findes allerede rigtigt gode og vigtige indsatser, vurderer Charlotte Bach Thomassen. Men der er ifølge hende også brug for, at kommunerne laver nogle enkle og klare støttestrukturer, som stiller alle lige uden at udstille de familier, der lever i økonomisk nød.

"Kommunerne skal sikre støtte til fritidsaktiviteter og gøre det på en ubureaukratisk og enkel måde, som fremgår klart og tydeligt – eksempelvis på kommunernes hjemmeside", siger Charlotte Bach Thomassen.

DGI-formanden kalder det ”en jungle” at finde ud af, hvordan man som familie selv kan opnå støtte til fritidsaktiviteter. Hun vurderer, at det kan være en stor overvindelse at skulle ansøge for familierne. Derfor er fritidspasset ifølge hende en ekstra god løsning, når kommunerne involverer fritidsvejledere, lærere, sundhedsplejersker, frivillige og an- dre, som møder familierne og kan være en hjælpende hånd i ryggen – både når fritidspasset skal søges, og når de første skridt ind i et fritidsfællesskab skal tages.

Hun peger også på, at fritidspasordninger, der kombinerer fritidsvejledning og kontingentstøtte, får flest børn i gang med en ny fritidsaktivitet. Det viser evalueringer af kommunale fritidspasordninger.

"Der er brug for, at barnet har en personlig kontakt til en fritidsvejleder, og at barn og familie bliver opfordret til at søge fritidspas fra lærere, klubpædagoger, sagsbehandlere, boligsociale- og integrationsmedarbejdere, der til daglig er i kontakt med børn og familien. Selvom børnene rigtig gerne vil af sted, kommer de det ikke altid, medmindre der er en håndholdt indsats, der støtter familien", siger Charlotte Bach Thomassen. Se også faktaboksen Ikke bare kontingentstøtte.

SKOLERNES VIGTIGE ROLLE
DGI-landsformanden opfordrer kommuner til at indgå i tæt samarbejde med skolerne om at få flere børn og unge i økonomisk trængte familier ind i fritidslivet.

"Skolen har en helt central rolle, fordi skolen ser, hvilke børn der står uden for fællesskaberne, og skolen vil ofte vide, om et barn lever i en familie, der ikke har økonomi til, at barnet kan deltage i foreningslivet. Den viden har bar- nets træner i svømmeklubben ikke nødvendigvis".

Skolerne spiller også en vigtig rolle som brobyggende aktør, når de med Åben Skole-samarbejder skaber tætte forbindelser til lokalområdets foreningsliv. Ifølge DGI- landsformanden er det et vigtigt middel til at åbne fritids- fællesskaberne for de børn og unge, som i dag står udenfor – blandt andet på grund af økonomi.

DGI har strategiske samarbejder med en lang række af landets kommuner om at løfte foreningsdeltagelsen blandt børn og unge. Det gælder fx Københavns Kommune, hvor der er fokus på at tænke bevægelse og foreningsliv ind i hverdagen i skoler og dagtilbud og på at lave sociale partnerskaber med foreninger, som inviterer flere med i idrættens fællesskaber. I partnerskaberne lægges der også vægt på tværgående samarbejder med sociale og humanitære organisationer for at nå de børn og unge, som står udenfor. I Københavns Kommune er målet 10.000 flere børne- og ungemedlemmer i idrætsforeninger inden 2024.

MUSIK OG KULTUR SKABER OGSÅ FÆLLESSKAB
Det er også en meget vigtig opgave at sikre børn og unge fra økonomisk fattige familier adgang til kulturelle fritidsfælles- skaber som musikskoler, danseundervisning, dramaklasser, billedkunst og fora for filminteresserede børn og unge. Det understreger Lotte Trangbæk, generalsekretær i Danske Musik- og Kulturskoler, brancheforening for musik- og kulturskolerne i alle landets kommuner:

"For alle børn – og måske især for børn i økonomisk og socialt udsatte positioner – kan kunst- og kulturoplevelser give adgang til meget vigtige fællesskaber, nye udtryksformer og nye indsigter om sig selv og verden. Det kan skabe vigtige sprækker i den forventningsfattigdom, som børn i udsatte positioner har indlejret i sig".

Hun peger på, at børn i økonomisk fattige familier ikke er vant til at gå i teateret eller til koncert, for det er generelt en dyr fornøjelse. Og det er måske heller ikke en del af forældrenes egen verden, at deres barn kan modtage musikun- dervisning.

"Der er både økonomiske og sociale barrierer for de her børn og unges deltagelse i fritidslivets musik- og kulturfællesskaber. Derfor er det vigtigt, men ikke nok, at kommunerne indfører kulturpas, så familier i økonomisk fattigdom har økonomisk mulighed for at give deres børn kulturoplevelser", siger Lotte Trangbæk.

Der er også brug for et tæt samarbejde mellem skoler, dagtilbud og musik- og kulturskolerne om at introducere alle børn og unge til musik- og kulturskolernes tilbud, herunder at gøre det let at deltage. Familier i økonomisk fattigdom har endnu sværere end andre familier ved at transportere deres barn frem og tilbage fra drama eller guitarundervisning, så tilbuddene skal være tæt på skole eller SFO, fortæller Lotte Trangbæk.

Hent Egmont Rapporten 2021: "SMÅ KÅR - børn og unges opvækst i økonomisk fattigdom" her.