En fædregruppe havde gavnet min datter og mig

Patrick ville ønske, at han havde sagt ja, da han som ny far blev tilbudt at deltage i en fædregruppe – og at sundhedsplejersken havde været mere tydelig om, at hans deltagelse kunne være værdifuld for både ham og hans datter.

– Set i bakspejlet havde det været godt for min datter og for mig, hvis jeg sammen med andre fædre havde kunnet vende farrollen og nogle af de ting, der skete for mig, da jeg blev far.

GØR DET NEMT FOR OS FÆDRE
Da han for tre år siden som 25-årig erfarede, at han skulle være far, følte han sig ikke klar til det kæmpe ansvar. Han ville gerne først have haft en uddannelse og styr på sine psykiske udfordringer. Men hans kæreste ville gerne være mor, og sådan blev det.

– Jeg havde noget, som nok var angst, stress og depression, og som betød, at jeg nogle måneder ind i graviditeten måtte sygemelde mig. Jeg endte med at blive afskediget og har ikke haft job siden, bortset fra herhjemme. Ubevidst trak jeg min også meget fra vennegrupper, så jeg var og er stadig ret alene med det at være far.

Han fik efter sin datters fødsel tilbud om en fædregruppe, men takkede nej, og det fortryder han i dag:

– Sundhedsplejersken var generelt supergod og spurgte også ind til mig, men hun kunne godt have været lidt mere vedholdende om, at en fædregruppe ville komme min datter og mig til gode. For jeg ville og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at min datter har det godt.

Bare at få udleveret en pjece om fædregruppe ville have være hjælpsomt, vurderer Patrick:

– Jeg og sikkert også andre mænd skal prikkes lidt til. Ellers tænker jeg, at ”det går nok”, udskyder og glemmer det så. Men hvis jeg stod med noget på skrift, og det var let at melde sig, var jeg måske blevet motiveret til at dukke op.

BLEV BÅDE FAR OG MOR
På grund af Patrick og hans kærestes psykiske udfordringer fik familien ekstra mange besøg af sundhedsplejersken i Isabellas første leveår. Det var en vigtig tryghed at høre sundhedsplejersken sige, at datteren trivedes, husker Patrick.

De blev også del af en efterfødselsgruppe for sårbare forældre, men han og kæresten faldt ikke til i gruppen.

– Vi fik noget information og lærte nogle lege, vi kunne lege med Isabella, hvilket var fint nok, men vi følte ikke fællesskab med de øvrige forældrepar, som virkede noget mere sårbare.

Knap et år efter datterens fødsel udviklede Patricks kæreste en egentlig depression, og det betød, at Patrick stod alene med hele ansvaret for sin datter.

– Jeg blev både far og mor for min datter, og sådan er det stadig. Hun ville trøstes og puttes af mig, og indtil hun startede i vuggestue, kunne jeg ikke gå fra hende i bare ti minutter, bortset fra når min egen mor kom. Hun aflaster en dag om ugen og er den eneste, som kan tage 100 procent over. Isabella elsker sin farmor.

At have tilbragt så meget tid sammen med sin datter, mens hun er lille, har været en fantastisk gave, oplever Patrick.

– Min kæreste kunne desværre ikke amme, så jeg gav min datter sutteflaske den første tid, så vi fik virkelig god kontakt lige fra starten. Det var helt fantastisk. Jeg ønsker for alle fædre, at de får god tid til at sidde eller ligge med deres baby og have den helt tætte, tidlige øjenkontakt med deres barn. Hvis barnet ammes, kan mor måske nogle gange malke ud, så far også får den mulighed.

VIL VÆRE FORBILLEDE
Det nære og tidlige samvær har skabt et meget stærk bånd mellem far og datter, som vil være for resten af livet, vurderer Patrick. Men det har ikke været uden udfordringer. Han har også ofte følt sig meget udfordret i far-rollen, fortæller han:

– Jeg har udviklet mig helt vildt ved at blive far. Min datter skal være stolt af mig, og jeg vil være et forbillede for hende, så jeg gør mig meget umage. Men jeg bekymrer mig også meget og bliver let usikker på, om jeg gør det godt nok som far.

Det bekymrer ham blandt andet, om det påvirker datterens trivsel på den lange bane, at stemningen i hjemmet nogle dage ikke er god.

– Når jeg ikke har så meget overskud, får jeg kortere lunte og kan blive lidt kort og kontant. Sådan var min bonusfar, og den adfærd slås jeg nu selv med, og den gør min lille pige urolig. Når det sker, stopper jeg mig selv og forsøger at finde tilbage til den far, jeg gerne vil være.

Sin egen biologiske far har han aldrig kendt:

– Det havde været rart med et godt forbillede som støtte, når jeg bliver udfordret som far. Heldigvis har jeg en mor, som jeg har fået kærlige sider fra, og jeg har også fået støtte fra min bonusfar.