Egmont Fonden_julehjælp

Egmont Fonden giver julehjælp til 350 familier

17.12.2019

Behovet for julehjælp er større end nogensinde. Ekstrabevilling fra Egmont Fonden sikrer hjælp til yderligere ca. 350 udsatte børnefamilier.

Egmont Fonden giver nu en ekstrabevilling på 250.000 kr. som julehjælp til socialt udsatte børnefamilier gennem Røde Kors og programmet En Håndsrækning. Med bevillingen får ca. 350 ekstra familier hjælp.

Julehjælpen består typisk af et gavekort på 800 kr. til et lokalt supermarked eller en kurv fyldt med julens madvarer og en lille gave til børnene. Sammen med gavekortet modtager familierne også en invitation til at deltage i Røde Kors’ lokale netværksaktiviteter, hvor der arbejdes målrettet og langsigtet på at skabe bedre trivsel for børnene og deres forældre.

”Egmont Fonden er rundet af en social indignation og empati over for udsatte børn og familier. Derfor støtter vi Røde Kors’ julehjælp, der kan være med til at sikre en glædelig jul for børn og familier med et stort og akut støttebehov. Det er samtidig afgørende for os, at Røde Kors kombinerer julehjælpen med et tilbud om en mere langsigtet støtte til udsatte børn og familier,” siger Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fondens Støtte og Bevillingsadministration.

Julehjælpen er en døråbner
Der er stort behov for en håndsrækning til socialt udsatte familier i julen, vurderer Røde Kors, og der er stigende efterspørgsel på julehjælp fra udsatte og sårbare familier.

Røde Kors uddeler hvert år julehjælp til socialt udsatte familier. Tallet er steget fra 1.600 i 2010 til 11.750 i 2018. I år forventer Røde Kors at uddele julehjælp til 12.000 familier. Uddelingen sker gennem Røde Kors’ lokale afdelinger og ofte i samarbejde med de kommunale sagsbehandlere, der kender familierne og deres behov.

”Vores samarbejde med Egmont Fonden betyder, at vi giver børn og forældre, der lever i en socialt udsat position, mulighed for, at julen bliver en god tid, hvor det er rart at være sammen som familie, og hvor både børn og forældre kan føle sig som en del af det fællesskab, som vi deler omkring julen i Danmark. Mange har en oplevelse af at være ekskluderede. Specielt de børn, som ikke kan se frem til en jul som deres kammeraters. Børnene ved godt, at forældrene er pressede over at få pengene til at strække, og der hverken er råd til julekalender, julegave eller juleand. Julehjælpen er derfor rigtig vigtig, fordi vi gerne vil sikre, at ingen børn skal føle sig udenfor”, siger Ziga Friberg, leder af familiesektionen i Røde Kors, tilføjer:

”Samtidig er julehjælpen en vigtig døråbner for Røde Kors, hvor vi inviterer familierne til at være en del af vores sociale aktiviteter. På den måde rækker julehjælpen længere ud - til også at være en støtte for familier der har behov, når julen er ovre.

Via julehjælpen får familierne fx hjælp til at danne netværk og til at finde vej i det offentlige system, mens børnene bliver inviteret på ferielejre, får hjælp til lektierne og får tilskud til, at de kan få en god og aktiv fritid på lige fod med andre børn. I 2017 deltog over 4500 børn over hele landet i vores aktiviteter.

Egmont Fonden har siden etableringen i 1920 ydet direkte støtte til samfundets mest udsatte grupper. Først som brændselsstøtte og hjælp til enlige mødre. Siden 2013 er der gennem En Håndsrækning blevet uddelt 70 mio. kr. Egmont Fonden har afsat 50 mio. kr. til En Håndsrækning i perioden 2017-2021.

Læs mere om Røde Kors’ julehjælp her.