ER20 - Andreas
Tomas Bertelsen

Adfærdsekspert: Vi har ikke forstået de unge godt nok

21.08.2020

Når vi som samfund bebrejder unge deres uansvarlige adfærd og kun bekymrer os om deres læring, misser vi, hvad det vil sige at være ung. Under corona har de unge under svære vilkår skullet løse opgaven med at finde sig selv i relation til andre, siger en af de forskere, der nøje følger, hvordan pandemien påvirker vores liv og adfærd.

Siden midt i marts har professor i antropologi Andreas Roepstorff kunnet kalde sig COVID-19-forsker. Han opsporer ikke smittekæder eller opfinder vacciner, men undersøger sammen med sine kolleger i projektet HOPE, hvad pandemien gør ved befolkningens adfærd. Professoren giver her sit bud på, hvad coronakrisen kan betyde for alle dem, der var midt i deres ungdomsliv, da pandemien ankom til Danmark.

Hvorfor er coronasituationen svær for de unge?

– I Danmark er næsten hele ungdomslivet bygget op om om skolerne og uddannelsesinstituionerne. Så når de lukker ned, er det ikke bare undervisningen, de unge afskæres fra, men også alle deres sociale netværk. Det samme gælder fritidsaktiviteterne, der typisk er klubbaserede.

– Virkelig meget af et ungdomsliv handler om sammen med sine jævnaldrende at finde ud af, hvad der er cool og sejt, og hvordan man skal handle i forhold til det. Det er en kreativ proces, der kræver, at man mødes med hinanden. Når unge ikke kan det, bliver de hårdere ramt af nedlukningen end de voksne.

– Desuden betyder det kropslige vildt meget i børne- og ungdomsårene. Det gælder ikke kun det seksuelle, men også sport og andre fysiske aktiviteter. At være ung handler i høj grad om, at man som kroppe gør noget med og ved hinanden. Der er ingen tvivl om, at afkropsliggørelsen er et stort tab for mange – ikke mindst
de unge.

Hvad betyder usikre fremtidsudsigter for de unge?

– Barndommen og ungdommen rummer en leg med at undersøge andre måder at være på, men eksperimenterne kræver faktisk en vis grad af forudsigelighed for ikke at blive fuldstændig uoverskuelige. Eksempelvis vil mange gerne i løbet af deres ungdomsliv have et eller flere sabbatår, hvor de mere frit kan afprøve nye sider af tilværelsen. Men når der så på grund af corona bliver skruet op for uforudsigeligheden, føles friheden ikke længere som en leg. Vi kan blandt andet se det på de mange unge, der i år i stedet søger direkte mod det sikre og ind på en uddannelse.

Hvilke unge bliver især påvirket af den sociale isolation?

– Der var meget fokus på både de små børn og de kommende studenter, men det var eleverne fra 6. klasse til og med 2.g., som var mest overladt til sig selv, og som først sent fik lov til at komme tilbage. Netop i teenageårene er der fuld tryk på identitetsarbejdet. Man er usikker på, hvem man er og har brug for sine venner og bekendte omkring sig. På nogle måder har forløbet måske været mere udfordrende for dem, hvis liv før corona lå i meget faste og trygge rammer, som de kunne navigere suverænt indenfor.

Hvordan har skolerne håndteret de unges behov?

– Mange uddannelsesinstitutioner var hurtige og dygtige til at få gang i onlineundervisningen. Men at være ung handler jo ikke bare om at tilegne sig kundskaber. Man skal også finde ud af med hinanden, hvad der er fedt og vigtigt, og hvordan man opfører sig indbyrdes. Inden corona var skolerne generelt gode til at få etableret sociale rum, hvor dette vigtige relationsarbejde kan foregå. Men mig bekendt er der ingen steder, hvor man for alvor har taget ansvar for dét under nedlukningen. Det virker som om, at man er faldet tilbage til en gammel ide om, at skolesystemet kun handler om boglig viden. Det synes jeg, man skal være mere opmærksom på, hvis der skulle komme en ny nedlukning.

Hvad kan vi som samfund ellers gøre bedre for de unge?

– Måske er det allervigtigste at anerkende den situation, de unge står i. Her er forskellen på Danmark og Norge slående. Den norske sundhedsminister, Bent Høie, gik ud i en meget smuk tale og sagde, at når man er ung, så er livet nu og her; at der er nogle ting, som er ufatteligt vigtige, der bliver med en hele livet, og som man risikerer at miste. Når vi i Danmark talte om ungdommen, handlede det især i begyndelsen næsten kun om, at de unge og især de unge mænd tog for let på coronaretningslinjerne; det gjaldt også i vores egne undersøgelser, som påviste, at de yngre (18-34 år) var den aldersgruppe, som selv rapporterede den mindste adfærdsændring.

Skal samfundet bare godtage, at unge ignorerer reglerne?

– Man skal selvfølgelig ikke blindt acceptere al risikoadfærd, men som voksne må vi også forstå, at det er en del af at være ung, at man afsøger nye ting. Et vigtig led i de unges identitetsudvikling er at bringe sig selv steder hen, hvor det ukendte presser sig på, så de har mulighed for at blive overrasket, udfordret og flytte sig i forhold til det.

– Begivenheder som Roskilde Festival er en meget intensiv måde at møde det ukendte på. Hvis den slags ikke kan lade sig gøre, kommer de unge til at opfinde nye kreative måder at være sammen på i mindre flokke, men hvor de også kan møde det ukendte og uventede. Det behov håber jeg, at vi som voksne og som samfund vil anerkende og understøtte.

Hvad kan vi tage med os fra coronakrisen?

– Både de unge og alle os andre kan måske lære, hvordan det er at leve i en usikker og uforudsigelig verden. Det er måske noget, vi har glemt herhjemme i mange af vores ofte meget velorganiserede liv. Jeg tror, det bliver altafgørende, at vi udvikler nogle nye værktøjer til netop det. Det får vi ikke bare brug for i en fortsat eller ny epidemi, men helt indlysende også, når vi fx skal klare den klimaomstilling, vi står over for.

– Skrækscenariet i enhver krisesituation er, at alle bare er sig selv nærmest og prøver at rage til sig. Men med corona er der jo nærmest sket det modsatte: Som befolkning har vi været gode til at finde nye løsninger for hinanden, og vi har opdaget, hvad det vil sige at kunne handle sammen i et uforudsigeligt terræn. Det kan man kun gøre ved at tage hensyn til hinanden. Den form for social empati vil jeg håbe, at også den unge generation tager med sig videre, for det tror jeg, at de og vi får endnu mere brug for fremover.