Logo

RSS Print

Tre problemer i fokus

Egmont Fondens indsatser har fokus på tre problemer for udsatte børn og unge, som er afgørende for deres læring og livsduelighed.

De tre problemer er vores afsæt for at skabe en blivende forandring for udsatte børn og unge:

Utilstrækkelige forældrekompetencer

Udsatte børn og unge kommer ofte fra hjem med utilstrækkelige forældrekompetencer. De voksne om barnet kan have svært ved at varetage barnets basale behov, lære børnene sociale og personlige kompetencer eller at stimulere deres udvikling og læring. Al forskning viser, at barnets tidlige år har afgørende betydning for de sociale og personlige kompetencer og for deres lyst og evne til læring.

Vi ønsker, at børn, der vokser op i hjem, hvor forældrene har utilstrækkelige kompetencer, bliver spottet tidligere, og at de og deres forældre bliver støttet og stimuleret til læring, så børnene bliver mere livsduelige.

For yderligere oplysninger, kontakt programchef Jakob Roepstorff, jr@egmontfonden.dk, tlf. +45 2021 3323.

Læringsvanskeligheder

Udsatte børn og unge har ofte læringsvanskeligheder, der eksempelvis kan være personligt, socialt eller fagligt betinget. Målgruppen er differentieret og rummer børn med diagnoser, med specifikke læringsproblemer, med generelle læringsproblemer, og børn og unge med sociale problemer.

Vi ønsker, at børn og unge med læringsvanskeligheder støttes bedst muligt, så de udvikler sig personligt, fagligt og socialt.

For yderligere oplysninger, kontakt programchef Mads Espersen Lyager, mel@egmontfonden.dk, tlf. +45 2384 3376 

Lavt selvværd

Mange udsatte børn og unge har lavt selvværd og selvtillid, og har følelsen af ikke at kunne bidrage med noget eller have betydning for andre. De møder ofte lave forventninger fra omverdenen og det påvirker deres syn på dem selv. I dag er der kun er få aktører, der arbejder målrettet med at forbedre udsatte børn og unges selvværd. Nogle gør det ved at arbejde med succesoplevelser, andre ved at tilbyde kurser med fokus på fx personligt lederskab, selvindsigt og redskaber til at kunne begå sig.

Vi ønsker, at børn og unge med lavt selvværd bliver støttet og får styrket deres selvværd og selvtillid og at de får øget resiliens, selvforståelse og optimisme.

For yderligere oplysninger, kontakt programchef Camilla Bjerre Damgaard, cbd@egmontfonden.dk, tlf. +45 2154 9317

Problemerne er indbyrdes afhængige og påvirker hinanden. En investering i et af problemerne kan også bidrage til at afhjælpe de andre problemer. For eksempel vil en investering i styrkede forældrekompetencer potentielt også kunne afhjælpe aspekter af et barns læringsvanskeligheder eller bidrage til styrket selvværd hos barnet.