Logo

RSS Print

Årstema 2018: Ordblindhed

Egmont Fonden satte i 2018 fokus på, hvad det vil sige at være ordblind, hvilke konsekvenser det kan have, og hvordan man kan styrke ordblinde børn og unges læring og livsduelighed.

Omkring 5-8 procent af Danmarks børn og unge vurderes til at være ordblinde, og de er blandt de allermest udsatte børne- og ungegrupper i vores samfund. 

To Epinion-undersøgelser i Egmont Rapporten 2018 ’Let vejen – til uddannelse for ordblinde børn og unge’ viser, at børn og unge med ordblinde klarer sig dårligere i uddannelsessystemet end deres ikkeordblinde jævnaldrende.

Kun 3 ud af 10 ordblinde gennemfører en ungdomsuddannelse – mod 19 procent af de ikkeordblinde. Ordblinde får også lavere karakterer end deres klassekammerater i alle prøvefag i 9. klasse. I dansk og engelsk og især i de skriftlige prøver i disse fag er den gennemsnitlige karakterforskel over to point på 12-skalaen.

Ordblindhed ofte opspores sent i børnenes liv. I Epinion-undersøgelserne svarer 62 procent af de adspurgte unge, at deres ordblindhed blev opdaget for sent, og en lige så stor procentdel svarer, at ”det var en lettelse at finde ud af, at jeg er ordblind”.

Samtidig har ordblindes sociale baggrund også betydning for, hvor godt de klarer sig i uddannelsessystemet. Ikke alene får kun 46 procent af de ordblinde med den svageste sociale baggrund en uddannelse, mod 88 procent af ordblinde med den stærkeste sociale baggrund. Deres ordblindhed bliver også opdaget senere, de får færre støttetilbud, og de modtager mindre hjælp fra deres forældre.

Børne- og ungeinddragelse er nødvendigt
Den første større aktivitet under årstemaet var Egmont Fondens Børnetopmøde, som blev afholdt den 5. maj 2018. På topmødet inviterede Egmont Fonden 30 børn og unge med ordblindhed ind til en dag, hvor de fungerede som eksperter. De fik mulighed for at komme til orde og give deres bud på, hvordan beslutningstagere og lærere kan hjælpe ordblinde børn og unge både i skolen og i hverdagen.

De 30 børn og unge vil i løbet af året være et stærkt talerør for ordblinde børn og unge og repræsentere målgruppen i dialog med nøgleaktører. De har været fundamentet for Egmont Fondens digitale kampagne #Hvisjegvar, som satte fokus på ordblindhed i forbindelse med den internationale ordblindeuge i uge 40.

Ved at lade børnene komme til orde, blev vi i Egmont Fonden klogere på, hvordan vi som samfund kan styrke ordblindes læring og livsduelighed.

Børneinddragelsen er afgørende for at kunne skabe positive og bæredygtige forandringer. Det er værdifuldt og nødvendigt at spørge de ordblinde børn og unge. Børn og unge har vigtig viden at bidrage med både i forhold til deres egen udvikling og samfundet som helhed, og derfor er børne- og ungeinddragelse en del af Egmont Fondens DNA.