Logo

RSS Print

Søndervangskolen i Aarhus: Vores skole skal være for alle

Søndervangskolen i Aarhus har i ti år arbejdet på at indrette skolen, så den i højere grad er børneparat. Det er lykkedes ved at arbejde med kultur, indretning, undervisning og forældresamarbejde. 

96 pct. af Søndervang-skolens elever har en etnisk minoritetsbag- grund, og blandt de 43 elever i den kommende børnehaveklas- seårgang er der også elever med ADHD og autisme. Skolen har valgt at tage imod alle børn og sikre dem en god skolegang, og det lykkes, forklarer skolens indskolingsleder, Søren Bloch.

"De seneste ti år har vi arbejdet målrettet på at gøre skolen børneparat. De fleste af vores elever er tosprogede og er bagud på ord, når de starter i børnehaveklassen. Dem vil vi være en god skole for. Vi vil også rumme de børn, som ellers tidligere kom i specialklasse, og vores erfaring er, at det godt kan lade sig gøre – med den rette støtte vel at mærke".

På seks år er karaktergennemsnittet næsten fordoblet blandt eleverne i 9. klasse på folkeskolen Søndervangskolen i Aarhus Kommune, og karaktergennemsnittet ved afgangsprøven i dansk er meget tæt på landsgennemsnittet. Samtidig inkluderer skolen flere med kognitive udfordringer end tidligere, og trivslen blandt eleverne i skolens indskoling stiger også. Målt på en skala, hvor 5 er høj trivsel og 1 lav trivsel, var indskolingselevernes samlede skoletrivsel i 2018 4,2. Det er 0,2 højere end for indskolingselever i kommunen under ét.

"Det indikerer, at vi er på rette vej. Vi kan i dag langt hen ad vejen rumme børn, som ellers ville komme i specialklasse. Og de børn, der starter i skole med sprogud- fordringer, får i løbet af deres skoletid hos os i meget høj grad udlignet deres efterslæb".Skolens erklærede mål er at blive den første skole i Aarhus Kommune, der ikke indstiller elever til eksterne specialklasser. 

Ny kultur og bedre indretning 
Det har krævet et langt, sejt træk at ændre skolen, så den kan tage imod alle børn. Omstillingen startede med en ledelsesbeslutning og en kulturændring, som skoleleder Rani B. Hørlyck indledte for ti år siden, forklarer indskolingslederen: 

"Vi har arbejdet grundigt med at vende perspektivet, så alle nu ser det som en fælles opgave at være parate til de børnehaveklassebørn, der kommer – ikke omvendt. En så stor kulturændring skal hele personalegruppen være del af, ellers falder man tilbage i den gamle kultur igen", siger Søren Bloch.

Sideløbende med kulturændringen er der sket en total renovering af skolens fysiske rammer, så der er skabt læringsmiljøer, der passer til alle børns behov. "Der er mange små rum til mindre grupper, så alle typer børn kan få mulighed for afskærmning. Den gammeldags tavleundervisning er helt væk, og der er en normering i børnehaveklassen, der sikrer, at der så vidt muligt er to voksne i klassen".

Skolen giver også sine elever flere timers undervisning i dansk og matematik, end elever får på andre af kommunens skoler. Det er muligt, fordi Søndervangskolen er en heldagsskole, hvor alle går i skole fra 8-16.

Efteruddannelse og timer i dagtilbud
Skolen har desuden sagt ja tak til et tilbud fra PPR i Aarhus Kommune om at efteruddanne lærere og pædagoger i indskolingen i at skabe læringsrum med plads til alle. Som led i efteruddannelsen ser deltagerne hinanden arbejde i klasserne. Det har styrket skolestarten, vurderer Søren Bloch.

"Det har åbnet klasserummet, så lærere og pædagoger deler erfaringer, hvor de ellers typisk er alene. Sammen får lærere og pædagoger øje for, hvordan de ved at skrue på ganske små knapper kan gøre læringsrummet bedre for alle børn". 

Skolens samarbejde med dagtilbud før skolestart vil Søren Bloch også gerne styrke, for det kan skolen blive bedre til, synes han. I fremtiden er planen, at børnehaveklasselederne et år før skolestart skal have timer i de lokale dagtilbud sammen med deres kommende børnehaveklasseelever. Hidtil er dialogen med den håndfuld dagtilbud, som skolen modtager flest børn fra, først startet ved juletid.

Skolen får en skriftlig overlevering om alle børn samt et møde med PPR om børn med særlige behov. Her har Søndervangskolen den fordel, at der ikke er frit skolevalg for børn, som ved sprogscreening i dagtilbud får påvist sprogudfordringer. Skolen ved derfor i relativt god tid før skolestart, hvilke børn der er på vej.

Intensivt forældresamarbejde 
Også når det gælder forældresamarbejde, er Søndervangskolen på forkant. Skolen har et intensivt og forpligtende forældresamarbejde – og tilfredse forældre: Forældretilfredsheden er de sidste ti år steget markant, og den er med sine nu 91 pct. blandt de højeste i Aarhus Kommune.

Det daglige samarbejde med forældrene starter dag 1 i børnehaveklassen, og indskolingslederen starter selv dialogen med de kommende skolebørns forældre endnu tidligere.

Han tager personligt rundt og stemmer dørklokker hos samtlige forældre til kommende skolebørn i skoledistriktet og inviterer dem til at se skolen. Det tilbud tager mange forældre imod. De reagerer udelt positivt, og den personlige dialog lægger en vigtig grundsten til et godt forældresamarbejde, oplever han. Når først barnet er startet i skole, kommer alle forældrene fire gange årligt til enlæringssamtale om deres barn. For de er skolens erfaring, at mange forældre går meget op i det faglige, og hvis den snak også skal handle om fx social adfærd, risikerer skolen at miste den gode kontakt til forældrene, og det går ud over barnet.

Forældre til elever med sociale udfordringer kommer yderligere fire gange årligt til møde, hvor de og barnets lærere drøfter en handleplan for barnets sociale udvikling. At investere så massivt i forældresamarbejde og at invitere til og forvente tæt dialog betaler sig, er Søren Blochs erfaring:

"Det kommer tifold tilbage. Når forældre er glade for skolen, gavner det deres børn, og skolen får samtidig et godt omdømme. For 10-15 år siden havde vores skole et ry for at være en bisseskole. Nu er det den gode historie, der fylder, og vi er en skole, som forældre gerne vil have deres barn ind på".