Logo

RSS Print

Sæt fokus på sårbarhed i skolestarten

At sikre alle børn en god skolestart er en vigtig opgave, der kræver dygtige fagprofessionelle, som er gode til at samarbejde indbyrdes og med forældrene, vurderer Stefan Hermann. 

At relativt mange børn ikke trives i deres første skoleår, bør alle, der har med skolestart at gøre, tage meget alvorligt. Det mener Stefan Hermann, rektor for Københavns Professionshøjskole og formand for rektorkollegiet på landets professionshøjskoler, der uddanner lærere og pædagoger; to af skolerne uddanner også sundhedsplejersker.

Der er ifølge Stefan Hermann især behov for øget opmærksomhed på fem punkter, hvis man vil give alle børn en god skolestart:

1. Fokusér på sårbarhed i overgangen

"Alle fagprofessionelle omkring børn i skolestarten skal vide, at den kan være en kritisk overgang i børns liv. Derfor skal lærere, pædagoger, børnehaveklasseledere, sundhedsplejersker og ledere være særligt opmærksomme på de børn, som er sårbare og har trivselsudfordringer i skolestarten".

2. Opdag og reagér på mistrivsel

"Fagprofessionelle skal opdage og reagere, når børn har det svært i skolestarten. Der- for skal kommuner og skoler sikre, at fagprofessionelle, der arbejder med skolestart, har de nødvendige kompetencer til at se og handle på tidlige tegn på sårbarhed og mistrivsel hos børn i skolestarten".

3. Styrk professionernes indbyrdes samarbejde 

"Børn, der mistrives i skolestarten, har ofte flere samtidige udfordringer. Det kan fx være psykisk sårbarhed, problemer hjemme, sociale udfordringer, sproglige vanskeligheder eller andet. Indsatsen for disse børn kræver, at lærere, pædagoger, sundhedsplejersker – og i nogle tilfælde også PPR – er gode til at samarbejde indbyrdes".

4. Forstærk samarbejdet med forældrene

"Fagprofessionelle skal også være gode til at samarbejde med forældrene i og omkring skolestarten. Her kan der være brug for at forny den typiske samarbejdskultur, så den retter sig mindre mod udflugter, sukker- og mobilpolitik og handler mere om, hvordan forældre kan bidrage til, at alle børn trives i skolens hverdag og ikke mindst i undervisningens rum. Lærere og skoleledere skal være klædt på til at drive et godt skole-hjem-samarbejde – også med forældre i udsatte positioner".

5. Uddan til den gode skolestart 

"På professionshøjskolerne skal vi sikre, at vores uddannelser og efteruddannelsestilbud giver fagprofessionelle de relevante kompetencer – også i forhold til en god skolestart. Vi skal især blive bedre til at uddanne til et godt forældresamarbejde og til at understøtte samarbejde mellem lærere og pædagoger; det samarbejde kan og skal sundhedsuddannelserne også understøtte, for sundhedsplejen kan følge børnene lige fra fødslen og hele vejen ind i skolen".

Selv om Stefan Hermann mener, at der er en del, professionshøjskolerne kan bidrage med på vejen mod en god skolestart for alle, understreger han samtidig, at der er brug for handling på mange andre niveauer:

"Vi skal som uddannelser være med til at gøre det ”hot” at samarbejde med andre professioner. Men hvis der virkelig skal skub i den udvikling, skal der også være fokus på det i de studerendes praktikforløb. I det hele taget må kommuner, skoler og dagtilbud investere mere i efter- og videreuddannelser, der går på tværs af professionerne, ligesom der er behov for udviklingsprojekter, som kan undersøge effekterne af et bedre tværprofessionelt samarbejde i forhold til skolestarten".