er16

Ny rapport: Udsatte småbørn har brug for tidligere hjælp

02.12.2016

De første 1000 dage er afgørende i et lille barns liv. Derfor bør vi sætte bedre og tidligere ind med støtte overfor de udsatte børn, end vi gør i dag, viser ny rapport fra Egmont Fonden. 

Småbørn skal ikke bare have tryghed, men også stimuleres og udvikles fra den dag, de bliver født, lyder det fra en række forskere i Egmont Rapporten 2016, der undersøger 0-3-årige børns livsduelighed. Forskningen, der præsenteres i rapporten, viser, at de børn, som er sprogligt bagud i tre-årsalderen har adfærdsproblemer i 11-årsalderen og klarer sig dårligere end andre børn ved folkeskolens afgangsprøve. Det er med andre ord de første 1000 dage af et barns liv, der afgør, hvordan barnet klarer sig senere hen.

Egmont Fonden står bag rapporten. Direktør i Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration, Henriette Christiansen, forklarer: “Indtil barnet fylder tre år er der et window of opportunity, hvor man har stor mulighed for at påvirke barnets udvikling i en positiv retning. Hvis man ikke gør det, kan der være brug for både dyrere og mere langvarige indsatser, for at rette op på det udsatte barns utilstrækkelige læring og udvikling. Vi vil gerne som fond tage et medansvar for, at vi sætter tidligere ind overfor udsatte børn. Og vi vil gerne gøre det sammen med andre.” 

Hvert tredje barn er utrygt
Børns livsduelighed defineres i rapporten som summen af et barns personlige, sociale og faglige kompetencer. Når børnene er helt små handler livsdueligheden især om deres evne til at knytte sig til deres primære omsorgspersoner – normalt forældrene. Børns tilknytning har afgørende betydning for deres videre udvikling, og forskningen viser, at i en almindelig børnegruppe har kun to ud af tre børn, hvad man kan kalde en tryg tilknytning, fortæller lektor i klinisk børnepsykologi ved Københavns Universitet, Mette Skovgaard Væver: ”Hvert tredje barn har en utryg tilknytning og for knapt et ud af ti børn, er relationen desorganiseret. Utryg og i særdeleshed desorganiseret tilknytning er en alvorlig risikofaktor, når det gælder udviklingen af empati, moral, relationer samt skoleparathed og faglige resultater,” siger Mette Skovgaard Væver.

Dagtilbudsledere: Vi kunne gøre det bedre
Forskere peger i Egmont Rapporten på sundhedsplejerskerne som en faggruppe, der kan gøre en væsentlig forskel i udsatte børns liv. De har en unik adgang til de udsatte familier og kan sørge for at hjælpe de forældre, der ikke i tilstrækkelig grad formår at stimulere deres børn, videre til særlige tilbud. Men også personalet i dagtilbud spiller en væsentlig rolle for de små børns udvikling. Således viser flere undersøgelser, at dagtilbud af høj kvalitet er en vigtig beskyttelsesfaktor mod udsathed senere i livet. 

Egmont Rapporten indeholder en survey blandt vuggestueledere og dagplejere. Her svarer 33 pct. af vuggestuelederne, at det kan være svært at levere den ønskede indsats for udsatte småbørn. Det samme gælder for 20 pct. af dagplejerne. Begge grupper angiver tid og ressourcer samt udfordringer i forældresamarbejdet som vigtige barrierer.