Logo

RSS Print

Ny delrapport om intensive læringsindsatser

Trygfondens Børneforskningscenter og Rambøll har på vegne af Egmont Fonden og Bikubenfonden igangsat en effektundersøgelse af tre intensive læringsforløb. Anden delrapport om Københavner-akademiet er nu klar.

Anden delrapport, Foreløbig effektundersøgelse af Københavner-akademiet, er nu tilgængelig. Rapporten er en foreløbig effektanalyse af Københavner-akademiet. Den endelige evaluering bliver udarbejdet og offentliggjort i 2019.

Københavner-akademiet er et intensivt læringsforløb for drenge fra 8. klasse med faglige udfordringer. Københavner-akademiet kombinerer korte og intensive læringsforløb med løbende opfølgning i form af ugentlige lektioner på deltagernes egne skoler i 8. og 9. klasse. 13 udvalgte københavnske skoler med særligt høje andele af elever med faglige udfordringer deltager i Københavner-akademiet.

Bikubenfonden har i 2015 støttet udviklingen af Københavner-akademiet med 1.843.000 kr. Efter 2015 har Københavns Kommune valgt at fortsætte med udvikling og finansiering af Københavner-akademiet. I 2016 igangsatte Bikubenfonden effektundersøgelse af Københavner-akademiet. Finansieringen af effektundersøgelsen sker i samarbejde med Egmont Fonden, der tidligere har støttet PlanT og DrengeAkademiet. Delrapporten er udarbejdet af Trygfondens Børneforskningscenter i samarbejde med Rambøll på vegne af Egmont Fonden og Bikubenfonden. Der er således tale om en samlet effektundersøgelse af de tre indsatser over en 3-årig periode. Trygfondens Børneforskningscenter og Rambøll udfører undersøgelsen. Sidste år udkom den første delrapport, der fokuserede på PlanT og DrengeAkademiet.

Resultatet af den anden delrapport viser ifølge forskerne bl.a. en tendens til, at drengene i Københavner-akademiet på kort sigt klarer sig bedre i dansk end elever med samme baggrundskarakteristika og faglige forudsætninger, der ikke har deltaget i det intensive forløb. Det gælder særligt i forhold til sprogforståelse, der måles i nationale test. Derudover indikerer analysen, at Københavner-akademiet på kort sigt har en negativ effekt på elevernes trivsel. Det gælder særligt på den del af trivselsmålingen, der handler om ro og orden i klasselokalet. Rapporten kan ikke forklare, hvorvidt den negative effekt på drengenes trivsel skyldes, at drengene mistrives i den nye indsats, om eleverne er mere bevidste om klassemiljøet eller om der er mere uro. Der måles ikke på matematik, fordi der ikke har været tilgængelige testresultater i matematik, men det vil blive inkluderet i 2019.

I 2019 udkommer den sidste rapport med effektmålingerne af de tre intensive læringsforløb, som vil indeholde en langsigtet analyse, der følger eleverne ind i 9. klasse.

Foreløbig effektundersøgelse af Københavner-akademiet kan læses her.