de-unge-f-c3-a6dre

Mandeforsker får støtte til udgivelse af bogen De unge fædre

29.04.2015

Kenneth Reinnicke, der er lektor og ph.d. i mandeforskning ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, har fået en bevilling af Egmont Fonden på 91.619 kroner.

Bevillingen skal finansiere udgivelsen af bogen De unge fædre – en bog, der skal øge viden om unge fædres forældreskab og deres syn på rollen som forælder. Hidtil har forskningen og institutioner, der støtter unge familier, næsten udelukkende haft fokus på relationen mellem barnet og den unge mor – og altså ikke på de unge fædre og deres relation til barnet.

Bogen De unge fædre skal hjælpe med at forbedre de unge fædres forældrekompetencer, så de bliver bedre i stand til at varetage deres børns trivsel og sundhed. Forskning peger nemlig på, at børn, som har kontinuerlig kontakt til fædre med gode forældreegenskaber, klarer sig bedre i uddannelsessystemet og har færre sociale og adfærdsmæssige problemer, når de vokser op.