Logo

RSS Print

Intensive forløb flytter 2. klasses-elever markant i matematik

Intensive undervisningsforløb med fokus på matematikforståelse styrker både lavt-præsterende og højt-præsterende matematikelever. Det viser resultaterne fra forskningsprojektet 'Tidlig Matematikindsats til Marginalgruppeelever (TMTM)', som er støttet af Egmont Fonden. 

Intensiv undervisning i matematik gør eleverne mere positive overfor faget og styrker både de fagligt dygtigste og svageste elever markant. Det viser et stort forskningsprojekt, der er gennemført af Professionshøjskolen Metropol og DPU/AU med støtte fra Egmont Fonden.
"De elever, der har modtaget ekstra matematikundervisning i projektet, klarer sig efterfølgende signifikant bedre i forhold til kontrolgruppen. Effekten er tydeligst for de højtpræsterende elever, men også de lavt-præsterende elever har stor gavn af indsatsen", siger projektlederen for Tidlig Matematikindsats til Marginalgruppeelever TMTM, lektor Pia Beck Tonnesen, fra Institut for Skole og Læring på Metropol.

Dialog skaber mere positiv holdning
Pia Beck Tonnesen har stået i spidsen for initiativet, der har fundet sted på 41 skoler, hvor specialuddannede lærere stod for den individuelle undervisning af 281 elever i 48 lektioner over en periode på 12 uger. Langt størstedelen af de deltagende lærere vurderer, at interventionen har udviklet deres faglige kompetencer, og at eleverne har fået en mere positiv holdning til matematik. Det skyldes især, at matematikundervisning i TMTM-indsatsen foregår som en dialog mellem læreren og eleverne. Når fokus er på matematikforståelse fremfor på træning af procedurer opnår både fagligt stærke og svage elever et større udbytte, forklarer matematiklærer på Katrinedalskolen i Vanløse Kristina Larsen, der har deltaget i projektet.
"Nu går jeg højere op i at bede eleverne om at forklare, hvordan de kommer frem til løsninger. På den måde bliver matematik i højere grad en måde at tænke på og et sprog end jagten på løsningen, og det øger forståelsen," forklarer Kristina Larsen.

Flere skoler kan få gavn af indsatsen
Egmont Fonden har støttet TMTM-indsatsen og glæder sig over, at de gode erfaringer fra TMTM nu kan blive spredt til flere danske skoler.
Vi kan se, at indsatsen gør en stor og positiv forskel for de børn, der har deltaget. Både i forhold til matematik, men også i forhold til faglig trivsel på andre områder. Derfor ser vi frem til, at metoden kan blive spredt til flere skoler, så endnu flere børn kan få glæde af indsatsen,” siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration. 

TMTM er udviklet til den danske grundskole og er direkte anvendelig i lærernes undervisning. Flere kommuner har allerede henvendt sig med henblik på implementering af TMTM på alle skoler. 

Læs mere om TMTM her.