der-20t-c3-a6lles

Intensiv læring rykker nu ind på efterskolerne

18.10.2016

Egmont Fonden har netop bevilliget 2 millioner kroner til Efterskoleforeningen, der i samarbejde med Professionshøjskolen Metropol skal udvikle og afprøve en model for intensive læringsforløb i regi af landets efterskoler.

I forsøget på at motivere og fremme lysten til læring er der i de senere år lavet mange forsøg med intensive læringsforløb i grundskolen, og de hidtidige erfaringer viser, at elever med store faglige nederlag kan rykke betydeligt både fagligt og personligt efter blot få ugers forløb.

De eksisterende initiativer finder primært sted i regi af folkeskolen eller som eksterne camps uden for skolen, og senest har Ungdomsskoleforeningen lanceret et stort udviklingsprojekt om intensive læringsforløb. Der er ikke tilsvarende arbejdet systematisk med udvikling af intensive læringsforløb på efterskolerne. Derfor har Egmont Fonden nu bevilliget knap to millioner kroner til et nyt projekt på landets efterskoler, fortæller direktør i Egmont Fonden Henriette Christiansen:

”På efterskolerne er eleverne sammen alle døgnets 24 timer, syv dage om ugen, ti måneder om året. Det giver unikke muligheder for at arbejde med en helhedsorienteret indsats, hvor de faglige, personlige og sociale kompetencer udvikles i samspil. Det giver også mulighed for at tænke træningen ind i elevernes fritid, ligesom efterskolernes stærke elev-lærer-relationer er et godt kort i forhold til at styrke udsatte børn og unges læring og livsduelighed. Derfor ser vi mange perspektiver i at afprøve intensive læringsforløb på efterskolerne".

Flere svage unge på efterskole
Efterskoleforeningen oplever, at efterskolerne i disse år modtager et stigende antal elever med svære faglige, sociale og personlige udfordringer. Knap 8 pct. af eleverne på de almene efterskoler svarende til omkring 2.000 elever modtager enten supplerende faglig undervisning eller egentlig specialundervisning og mange af dem er erklæret ikke-uddannelsesparate i 8. klasse, inden de begynder på efterskole. Mange af eleverne kommer med dårlige skoleerfaringer og har mistet troen på sig selv og dermed også motivationen for læring.

Formand for Efterskoleforeningen Troels Borring siger:

”Det er vigtigt at få styrket de elever, der har faglige og sociale udfordringer – og efterskolerne er en vigtig aktør i det arbejde, fordi vi har børnene i en lang periode og dermed kan gøre en reel forskel. Derfor ser jeg også store perspektiver i, at vi nu får mulighed for at udvikle intensive læringsforløb ude på efterskolerne”.

Efterskoler skal være åbne for alle
I foråret 2015 vedtog efterskolerne på deres årsmøde et Charter for socialt ansvar, hvor skolerne forpligter hinanden på i endnu højere grad end i dag at være for alle unge, uanset økonomisk, social og kulturel baggrund. Udviklingsprojektet taler direkte ind i det arbejde, idet man her specifikt vil arbejde på at opkvalificere skolerne i deres arbejde med de elever, der har dårlige skoleforudsætninger og manglende motivation. Elever, der har brug for ekstra opmærksomhed og en særlig indsats, inden de skal videre i uddannelsessystemet.

”Det er vores ambition, at efterskolerne skal være det bedste springbræt til videre uddannelse, uanset hvilken baggrund den enkelte elev har”, siger Troels Borring, og understreger samtidig, at hans forventning er, at erfaringer fra projektet også kan komme andre skoleformer til gavn på længere sigt. Han glæder sig over, at der i projektet bliver mulighed for at arbejde systematisk med nogle af de ting, som efterskolerne er kendt for at være gode til, eksempelvis stærke elevfællesskaber, tætte lærer-elev-relationer og styrkelse af motivation – alt sammen inden for rammerne af et efterskole-døgn.

Fakta om projektet
Efterskoleforeningen er netop blev tildelt knap to millioner kroner af Egmont Fonden til at udvikle og facilitere et nyt projekt om intensive læringsforløb på en række af landets efterskoler. Målgruppen er unge, der i 8. klasse er blevet erklæret ikke-uddannelsesparate og som går i 9.klasse på efterskole. De deltagende skolerne vil blandt andet blive tilbudt opkvalificeringsforløb og teamsparringsforløb, som er udviklet af Professionshøjskolen Metropol, som har erfaring fra flere andre initiativer med intensive læringsforløb. Projektet skal være klar til eleverne i skoleåret 2017/18 og 2018/19, og vil blive evalueret af Epinion.

Egmont Fonden er en erhvervsdrivende fond. Fonden består af en kommerciel del, som driver medievirksomhed og står bag fx Nordisk Film, TV2 Norge og over 700 magasiner og blade, og en almennyttig del, som støtter et godt liv for børn og unge. I 2015 gik over 80 mio. kr. af overskuddet fra Egmont Fondens medievirksomhed til indsatser for at øge omsorgen for børn og unge og deres læring.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Projektleder i Efterskoleforeningen, Sine Eggert på mail eller tlf. 20767979

Presse- og Kommunikationskonsulent i Egmont Fonden, Anne Fenger Schefte på mail eller tlf. 30524665