sproglaboratoriet

Hvordan snakker man om sygdom og død?

10.02.2015

Alberte fortalte i Egmont Rapporten 2014 om at miste sin far. I sidste uge besøgte hun Sproglaboratoriet på P1 og gav gode råd om, hvordan man kan tale med børn og unge om svære emner som sygdom og død.

Sproglaboratoriet på P1 undersøger, hvordan vi bruger sproget, og hvordan sproget bliver brugt. Temaet i denne måned hedder Tal Ordentligt, og den aktuelle udsendelse handler om, hvordan man taler med børn og unge om svære emner som sygdom og død. Sproglaboratoriet havde derfor inviteret Alberte, som sammen med 20 andre børn og unge var med til at lave Egmont Rapporten 2014.

Albertes far døde for tre år siden af spiserørskræft. Dengang oplevede Alberte, at rigtig mange omkring hende havde svært ved at snakke med hende om det, og det betød, at hun følte sig meget alene – i en tid, hvor hun ellers virkelig havde brug for støtte og omsorg.

”Ingen ville tale med mig, alle syntes, det var synd, men var bange for, at de sårede mig. De lod mig være ked af det og have det dårligt. Hvis min klasse havde vidst, hvad de skulle gøre, havde jeg sandsynligvis fået en anden form for hjælp fra klassen”, fortæller Alberte.

I Sproglaboratoriet fortæller hun om, hvad hun kunne have ønsket sig, folk havde sagt, og hun giver gode råd til, hvad man kan sige og spørge børn og unge om, når de oplever sygdom eller død tæt på.

Du kan høre programmet her.

Læs Egmont Rapporten her.