Logo

RSS Print

Egmont Rapporten 2015: Børn bliver klogere og gladere af turboforløb

Egmont Rapporten 2015 viser, at intensive læringsforløb gavner det enkelte barn og styrker inklusionen og læringsmiljøet i hele klassen – og både forældre og skoler anbefaler intensive læringsforløb til elever med særlige behov.

Cirka en femtedel af alle børn forlader grundskolen uden at have bestået dansk og matematik. Hver sjette ung gennemfører ikke en ungdomsuddannelse og af de udsatte unge gennemfører godt hver tredje.

Uddannelse er nøglen til at skabe sig et godt liv uanset social baggrund. Men som ovenstående tal viser, har nogle brug for andet og mere end det, den almindelige undervisning i folkeskolen kan tilbyde. Egmont Rapporten 2015 viser, at intensive læringsforløb – også kaldet turboforløb - hvor børnene i en koncentreret og afgrænset periode tilbydes målrettet undervisning inden for eller uden for skolen styrker både børnenes trivsel og faglighed.

Løfter det faglige niveau
I Egmont Rapporten 2015 fortæller 88 procent af de forældre, der har haft et barn på et intensivt forløb, at barnets faglige niveau blev løftet på forløbet, og 93 procent af både lærere og skolelederne mener, at børn i læringsvanskeligheder har gavn af et intensivt forløb. 60 procent af lærerne vurderer, at intensive forløb kan hjælpe med at inkludere børn med særlige behov.

Henriette Christiansen, der er direktør i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration, ser et stort potentiale i at udbrede de intensive forløb til flere: ”Intensiv læring har en gavnlig effekt på børn, der har det svært læringsmæssigt eller socialt. Vi bør lære af de gode erfaringer og udbrede det, der virker. For børnenes og for samfundets skyld,” siger hun og understreger desuden behovet for et bredt samarbejde om intensiv læring: ”Vi vil gerne tage et medansvar for at udvikle og afprøve endnu bedre indsatser. Og vi opfordrer politikere, skoler, frivillige og professionelle omkring børnene til at være med.”

Forældre og skoler: behov for intensive forløb
Forældrene bakker op om flere intensive forløb. Hver fjerde forælder vurderer, at deres barn har eller har haft svært ved at følge med i skolen – og 96 procent af forældrene vil takke ja til et intensivt forløb, hvis deres barn har læringsvanskeligheder. De lærere, der har erfaringer med intensive forløb, konstaterer, at forløbene kan hjælpe med nogle af de udfordringer, de står overfor som undervisere – 51 procent af lærerne fortæller, at turboforløb ikke bare hjælper det enkelte barn, men løfter klassen samlet set, og mange af dem peger desuden på, at turboforløbene skaber mere motivation og lyst til læring.

Lærerne ser barrierer for udbredelse
Især lærerne ser dog også barrierer for yderligere udbredelse af turboforløbene. Halvdelen af lærerne oplever, at de mangler kvalifikationer, og fire ud af fem svarer, at tilrettelæggelsen af arbejdstiden står i vejen for yderligere integration af de intensive forløb. Både skoleledere og lærere fortæller i rapporten, at de oplever, at de ekstra udgifter, de intensive forløb kræver, er en bremse for udviklingen.

Børn: grib chancen
Spørger man de børn, der har prøvet et intensivt forløb, er de ikke i tvivl om, at flere bør have chancen. Sean, der er et af de børn, der har oplevet at bruge sin sommerferie på at gå i skole som deltager i læringsprogrammet for anbragte børn Lær for Livet, fortæller i rapporten: ”Lær for livet har inspireret mig og givet mig lyst til at tage mig sammen. Før var folkeskolen for mig som at ryge i fængsel – noget, der skulle overstås. På Lær for Livet var undervisningen mere aktiv og spontan,” siger 14-årige Sean, der har flyttet sig to karaktertrin i dansk og matematik.

Langsigtet potentiale
Søren Langager, der er forsker på DPU på Aarhus Universitet, ser et langsigtet potentiale i turboforløbene. ”Når et barn på en læsecamp bryder læsekoden, svarer det til, at det lærer at cykle. Barnet vælter mange gange, men pludselig cykler det og kan gøre det resten af livet. Intensive læringsforløb kan give børn den følelse af at kunne noget betydningsfuldt, og dér ligger det helt store potentiale,” siger han.