Logo

RSS Print

Egmont Fonden inviterer til call på ordblindeområdet

Egmont Fonden øremærker 10 mio. kr. til indsatser til gavn for ordblinde børn og unge, der vokser op i udfordrede hjem. Ansøgningsfristen er 1. juli.

”Som ordblind skal man knokle mere end andre for at klare sig godt i skolen og for at få en uddannelse. Det er som at være med i et maratonløb, hvor ordblinde har en ti kilo tung rygsæk på ryggen.”

Sådan beskriver én af børnene i Egmont Fondens børnepanel det at være ordblind.

Heldigvis klarer rigtig mange ordblinde sig godt gennem skolen med den rette støtte fra lærere, forældre og kammerater. Men hvis man er ordblind og samtidig vokser op i et hjem med svag social baggrund, hvor mulighederne for støtte er begrænsede, fordi familien måske kæmper med økonomiske, sociale eller andre problemer, er børnene dobbeltudfordrede, viser analyser lavet af Epinion for Egmont Fonden.

I en ny ansøgningsrunde ønsker Egmont Fonden at sætte fokus på, hvordan man bedst hjælper og støtter ordblinde børn og unge, som vokser op i udfordrede familier. I alt forventer Egmont Fonden at uddele ca. 10 mio. kr. på området. 

Egmont Fondens ambition er at sikre, at alle ordblinde unge er i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse i 2030.

”Ordblindhed er i sig selv en barriere for at gennemføre en ungdomsuddannelse, men for ordblinde børn og unge med en svag social baggrund er udfordringen ekstra stor. Med vores call vil vi bidrage til, at der bliver taget ekstra hånd om de særligt udfordrede ordblinde børn og unge, som ifølge forskning ikke får den samme støtte hverken i skolen eller derhjemme som ordblinde børn og unge fra en stærk social baggrund”, siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration. 

Ifølge analyserne fra Epinion er det 9 ud af de 10 ordblinde børn, som vokser op med en stærk social baggrund, der har gennemført en ungdomsuddannelse, mens det samme alene gælder for knap hver anden af de ordblinde unge med en svag social baggrund. Der er med andre ord en negativ sammenhæng mellem ordblindhed og barnets sociale baggrund.

En del af forklaringen på denne forskel kan formentlig hentes i resultaterne af analysen, som bl.a. viser:

  • At ordblinde børn i familier med svag social baggrund i gennemsnit er blevet opsporet senere end børn med stærk social baggrund.
  • At ordblinde børn og unge med svag social baggrund er mindre tilbøjelige til at få støtte fra familie og forældre til at håndtere deres ordblindhed i skolen.
  • At ordblinde børn og unge med svag social baggrund får mindre støtte i skolen end ordblinde børn og unge med stærk social baggrund.

Ovenstående fakta er alarmerende, idet forskningen samtidig viser, at bl.a. tidlig opsporing og den rette og tilstrækkelige støtte kan gøre ordblinde børn og unge næsten lige så gode til at stave og læse som andre børn – og dermed øge deres muligheder for at gennemføre en ungdomsuddannelse betragteligt.

Egmont Fondens typer af støtte
Egmont Fonden forventer at give to forskellige typer af indsatser:

  1. Afprøvning af nye indsatser, som kan støtte ordblinde børn og unge fra familier med svag social baggrund. Der er tale om mindre eller mere lokale indsatser fx på en skole og kan fx omfatte støtte til materialer, kompetenceudvikling, konsulentbistand eller lignende. Egmont Fonden forventer at uddele op til 5 bevillinger i størrelsesordenen ca. 100.000-250.000 kr.
  2. Udvikling, afprøvning og skalering af en lovende indsats, som bidrager til at skabe varige forandringer af ordblinde børn og unges vilkår, og hvor der er gode muligheder for at sprede og skalere erfaringerne. Egmont Fonden forventer at uddele ca. 1-2 bevillinger af ca. 2-5 mio. kr.

Fælles for begge bevillingsformer er, at Egmont Fonden vil lægge vægt på en høj grad inddragelse af børnene og de unge undervejs, at støtten bidrager til at skabe en positiv forskel for flest mulige ordblinde børn og unge, at det er muligt at vurdere resultaterne af indsatsen på de ordblinde børn og unges læring og livsduelighed, og at resultater og erfaringer fra bevillingen formidles til relevante målgrupper.

Ansøgningsfristen er 1. juli 2019.