Logo

RSS Print

Egmont Fonden investerer i tosprogede børns sprogudvikling

Milliondonation fra Egmont Fonden giver organisationen 2 Timer om Ugen vokseværk, og organisationen kan nu brede den sproglige hjælp ud i flere kommuner til gavn for endnu flere tosprogede børn. 

”Projektet 2 Timer om Ugen har skabt markante sproglige forbedringer hos tosprogede børn, og Egmont Fonden støtter projektet for at øge tosprogede børns mulighed for på sigt at indgå i samfundet på lige vilkår med andre børn”, siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.

Hvert tiende tosprogede barn kommer ikke i daginstitution, og det kan få stor negativ indflydelse på deres senere skolegang. Forældrenes manglende opbakning til at sende deres børn i institution, er en af de helt store barrierer mod at sikre den sproglige udvikling. Derfor arbejder 2 Timer om Ugen målrettet for at nedbryde barrierer til de familier, hvor barnet er i størst risiko for manglende sproglig udvikling.

”Tosprogede børn fra udsatte boligområder har en dårligere sproglig udvikling end andre børn. De har dårligere mulighed for at tale og være sammen med dansktalende voksne, og det hæmmer deres tidlige sproglige udvikling. Deres skolegang lider herunder, og deres forståelse for dansk kultur og samfund forringes”, siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.

Børns tidlige, sproglige udvikling er afgørende for, hvordan de siden klarer sig i skolen og et initiativ som 2 Timer om Ugen vigtigt for implementeringen af Egmont Fondens almennyttige strategi. Derfor har fonden støttet organisationen med i alt 947.600 kr.

Udviklingsplanen er i gang

2 Timer om Ugen har eksisteret siden 2008 og arbejder først og fremmest i bydelen Vollsmose, som er på regeringens ghettoliste. I alt har 2 Timer om Ugen støttet ca. 400 børn. Aktuelt er ca. 100 frivillige og 120 børn tilknyttet 2 Timer om Ugen. Odense Kommune bidrager med en mindre finansiering, som muliggør ansættelse af en koordinator 30 timer om ugen. Resten af indsatsen er baseret på frivillig arbejdskraft.

Med støtte fra Egmont Fonden vil 2 Timer om Ugen nu vokse sig ud over Odenses grænser til flere kommuner i Danmark. Ved at udbrede indsatsen til flere af landets kommuner, kan 2 Timer om Ugen nedbryde barrierer til endnu flere tosprogede børn i risiko og støtte dem i at komme i daginstitution, så børnene på sigt kan få en god skolegang.

 For yderligere information, kontakt:

  • Pia Sigmund, formand for foreningen 2 Timer om Ugen, piasigmund@mail.dk
  • Marie Andergren Andersen, kommunikationschef i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration, tlf. +45 2491 5652 og maa@egmontfonden.dk