Logo

RSS Print

Egmont Fonden giver 200.000 kr. til MatematikØen

Christina Baun, lærerstuderende på Metropol, har fået 200.000 kroner af Egmont Fonden til afholdelse af Matematikcamp.

Denne sommer kan børn fra 1. til 3. klasse tage på ferie på MatematikØen og få muligheden for at lege glæden ved tal og faget matematik ind. Campen er arrangeret af lærestuderende ved Professionshøjskolen Metropol Christina Baun og to af hendes medstuderende, og de har fået 200.000 kr. fra Egmont Fonden til at afholde matematikØen i år og næste år. 

“MatematikØen er meget glade for Egmont Fondens bevilling, som er med til at muliggøre afholdelsen af Matematikcampen,” siger Christina Baun, som er en af de tre studerende, der står bag kampen.

Baggrunden er de lærerstuderendes deltagelse i forsknings- og udviklingsprojektet ”Tidlig Matematikindsats for Marginalgrupper”, TMTM, der er forankret på Metropols læreruddannelse.

TMTM-metoden og de materialer, børnene bruger, har netop vist sig at have stor effekt på både de såkaldt lavtflyvende og højtflyvende elever i de små klasser, som har mistet motivationen og dermed forståelsen for faget matematik.

Egmont Fonden, der har støttet både MatematikØen og TMTM, siger om baggrunden for støtten: ”Vi ved, at tidlig matematikindsats har haft positiv effekt på børnenes læring og motivation. Vi ser det som meget positivt, at lærerstuderende nu engagerer sig på frivillig basis i at udbrede de gode erfaringer og give flere børn mulighed for et læringsboost tidligt i deres skoletid. Det er der nogle rigtig interessante perspektiver i,” siger Trine Beckett, kommunikationschef i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.

Du kan læse mere om MatematikØen her.