Logo

RSS Print

Børn skal have hjælp til at håndtere traumer

Ny bevilling fra Egmont Fonden skal hjælpe medarbejdere i Københavns og Gladsaxe Kommune til at arbejde mere systematisk med børn med traumer. 

Mange børn i læringsvanskeligheder har problemer, som bunder i traumer. Det kan være traumer som følge af vold, overgreb eller svigt fra de nærmeste. Traumerne gør det svært for børnene at koncentrere sig og deltage i skolelivet –  både socialt og fagligt.

Derfor giver Egmont Fonden 1,6 mio. kr. til indsatsen Styrket indlæring, bedre skolegang. I løbet af det næste år vil Københavns Kommune og Gladsaxe Kommune i samarbejde med Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet etablere en målrettet indsats, der kan hjælpe disse børn med at få en god skolegang. 

Med indsatsen skal behovet for traumebehandling hos udsatte børn kortlægges og sammenhængen mellem traumer og indlæring skal afdækkes. Derudover skal medarbejderne i kommunerne uddannes, så de har tilgængelig og tilstrækkelig viden om traumer til at kunne hjælpe børnene, så de kan få en god skolegang og på sigt få mulighed for at skabe sig et godt liv med uddannelse og job på lige vilkår med deres jævnaldrende.

Bevillingen er første del af et femårigt udviklingsprojekt.