Logo

RSS Print

Børn i sorg bryder tavsheden

En udstilling og en dokumentarfilm skal bryde den tavshed og ensomhed, som ofte omgiver børn i sorg. Begge dele er støttet af Egmont Fonden. 

Mere end hvert fjerde barn eller ung har inden sin 25-års fødselsdag haft alvorlig sygdom og død tæt inde på livet. Og hvert år oplever 3000 børn at miste en forælder i Danmark. Disse børn bliver kastet ud i en livskrise, der kan have alvorlige konsekvenser for deres familie- og skoleliv. Mange børn føler stor ensomhed i deres sorg, og flere end to ud af tre børn taler aldrig eller sjældent med andre om, hvordan de har det. Det viser tal fra Egmont Fondens Omsorgsmåling. Hele 29% af børn i sorg oplever, at deres venner helt undgår at tale om emnet, og 39% har en følelse af, at klasselæreren ikke tager sig af dem.

Det gør initiativet ’Den er til dig far!’ op med. Det består af en tv-dokumentar, en fotografisk udstilling og 6 korte web-film, som er målrettet børn, men også voksne omkring dem og skal skal bane vejen for, at den tavshed, der omgiver børn i sorg, bliver brudt af børnene selv, deres klassekammerater, lærere og forældre. ”Den er til dig, far!” er produceret af produktionsselskabet Made By Us og er støttet af Egmont Fonden.

"Børn og unge, der står midt i en livskrise, kan have svært ved at råbe op og fortælle både voksne og kammerater, hvad de har brug for. Det kan have store konsekvenser for deres liv. I Egmont Fonden vil vi gerne hjælpe børn og unge med at blive hørt. Mathias fortæller modigt og ærligt sin historie. Det er vores håb, at det kan bidrage til at hjælpe andre børn og unge, der oplever sygdom og død i familien," siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.

Skolerne har et ansvar

Familiemedlemmer og kammerater, men i særdeleshed også lærere, pædagoger og sundhedspersonale omkring børnene har et stort ansvar for at støtte børnene i deres sorg og for at hjælpe dem med at bryde tavsheden. Det er alle aktører omkring initiativet - Kræftens Bekæmpelse, Region Hovedstaden samt Børn, Unge & Sorg - enige om og arbejder hver især aktuelt med forskellige projekter, der skal engagere skoleledelser i sagen samt uddanne fagligt personale omkring børnene til at hjælpe dem bedst muligt.

Fakta:

Initiativet ”Den er til dig, far!” lanceres i dag med en udstilling i DGI-byen og følges op af en dokumentarserie på DR Ultra i uge 10, samt udgivelse af materiale til brug i undervisningen på skoler etc. Mathias, som dokumentarfilmen følger det første år efter hans fars død, deltog i Egmont Rapporten 2014, som netop handlede om børn og unge, der oplevede sygdom eller sorg i nærmeste familie.