b-c3-b8rneinddragelse--nf

Arbejdet med Egmont Rapporten 2015 er i fuld gang

23.04.2015

Egmont Rapporten 2015 handler om børns lyst til læring og behovet for intensive læringsforløb. I tirsdags blev arbejdet med Egmont Rapporten 2015 skudt i gang, da 16 børn og unge mødtes til filmværksted på Nordisk Film. Børnenes film indgår i den endelige rapport, som bliver lanceret i juni måned.

Lyst til læring er en helt afgørende forudsætning for, at børn får reelt udbytte af at gå i skole – men for nogle børn skal der noget andet og mere til at finde lysten til læring frem end den undervisning, den almene skole tilbyder. Egmont Rapporten 2015 stiller skarpt på børns lyst til læring og behovet for intensive læringsforløb.

De 16 børn og unge, der i går var med på filmværkstedet på Nordisk Film, har alle oplevet at være med i et intensiv læringsforløb – nogle har været på camp i deres sommerferie, nogle har fået intensiv undervisning i matematik og andre noget helt tredje. I tirsdags mødtes de 16 børn med frivillige voksne, der hjalp dem med at producere små film, hvor børnene fortæller om, hvordan de hver især har genfundet lysten til at lære.

I filmene deler børnene deres historier og erfaringer med intensive læringsforløb, og de kommer til at indgå som en vigtig del af Egmont Rapporten 2015. Derudover vil Egmont Rapporten 2015 også bestå af en analyse af problemet med børn i læringsvanskeligheder og en kortlægning af behovet for intensive læringsforløb . Og så vil Egmont Rapporten 2015 også kigge ud i verden og se på internationale erfaringer med intensive læringsforløb for at undersøge, hvad og hvem vi kan lære af.

Rapporten udkommer i juni måned, og resultaterne vil blandt andet blive fremlagt på Folkemødet, hvor børnenes film også bliver vist.