100 år
Egmont Fonden er grundlagt i 1920.
Ca. DKK 100 mio.
Årlige uddelinger.
Ca. DKK 3 mia.
Samlet støtte i nutidskroner siden 1920.
Historien om Egmont Fonden begynder med iværksætteren Egmont Harald Petersen. Han vokser op i fattige kår, som søn af en enlig mor og som anbragt i pleje en del af sin barndom. Han drømmer om at starte sit eget trykkeri, og hans mor pantsætter alt, så hendes bare 17-årige søn kan købe en trykkemaskine. I 1878 ser et nyt trykkeri dagens lys i en beskeden lejlighed i København under navnet P. Petersens Bogtrykkeri.
Egmont udvikler hele tiden med den nyeste teknologi, snart laver han magasiner og bygger nye forretningsområder. Han er innovativ og entreprenør. Og han er f.eks. den første i Danmark, der bruger farvetryk. Han holder sig opdateret de om nyeste printteknikker og finder inspiration fra udlandet og i specialiserede publikationer. Egmont Harald Petersen kalder nu virksomheden Gutenberghus efter trykpressens opfinder, og det er navnet frem til 1992, hvor virksomheden skifter navn til Egmont.
Egmont Harald Petersen glemmer aldrig, hvor han kommer fra. Han dør i 1914, og med sit testamente ønsker han, at en del af virksomhedens overskud ”skal bruges til filantropiske formål”. I 1920 bliver Egmonts ønske en realitet, da hans kone, Elisabeth, og deres fem børn etablerer Egmont Fonden. Dermed bliver virksomheden til en erhvervsdrivende fond, der skal drive kommerciel virksomhed og forbedre livet for fattige og udsatte børn og familier. Siden 1920 har fonden ydet økonomisk støtte til udsatte børn og familier, og dengang drejede det sig om brændselsstøtte og hjælp til enlige mødre.
Siden 1938 har Egmont samarbejdet med Mødrehjælpen for at styrke børn af udsatte og enlige mødre. I dag har Egmont Fonden fortsat et partnerskab, som gennem indsatsen 1.000 Dage giver gravide og nybagte forældre én samlet indgang til viden, rådgivning og støtte – fra graviditet til barnets 3-års fødselsdag.
Fra 1945 og 50 år frem har Egmont Fonden investeret i at bygge en række store og kendte institutioner som Egmont Kollegiet for 500 studerende, Egmontgården for enlige mødre og deres børn og Egmont Højskolen for unge med handicap.
Efter 2. Verdenskrig får Egmont som de første i Europa rettighederne til at udgive Disneys tegneserier i Skandinavien. I september 1948 udgives ”Donald Duck” som Kalle Anka i Sverige, en måned senere udkommer tegneserien i Norge, og fra marts 1949 kan danskerne også købe Anders And. Det er Dan Folke, daværende direktør i Egmont, som opdager den elskede Disney-karakter på sine mange rejser til Amerika og bringer ham til Skandinavien.
Efter 2. Verdenskrig udvider Egmont forretningen uden for Skandinavien, først i Tyskland, senere i Storbritannien og landene i Østeuropa.
I slutningen af 1980erne begynder Egmont at udforske nye digitale muligheder, og i dag er digital innovation og ny teknologi integreret i alle dele af virksomheden.
Fra 1982-1991 giver Egmont Fonden støtte til gennemgribende modernisering og ombygning af to af Danmarks vigtigste kulturelle og historiske institutioner, Nationalmuseet og Experimentarium.
Egmont er med til at grundlægge TV 2 i Norge, som i dag er Norges største private public service-tv-station. Egmont er i dag eneejer af tv-stationen, som leverer nyheder, sport og underholdning gennem otte tv-kanaler, streamingtjenesten TV 2 Sumo og nyhedssitet tv2.no.
Siden 1992 har Nordisk Film været en del af Egmont. Nordisk Film er et af verdens ældste filmselskaber, grundlagt af Ole Olsen i 1906, og selskabet har skabt populære filmsucceser, tv-serier og film i Oscar-klasse. Nordisk Film er en af Nordens førende filmproducenter og har biografer i Danmark, Norge og Sverige. Nordisk Film står også bag PlayStation i Norden og Baltikum samt GoGift med globale, digitale gavekortløsninger og har de seneste år udvidet sit område med en række succesfulde computerspilvirksomheder.
Egmont Fonden tager initiativ til Danmarks første psykologiske rådgivning for børn, som oplever sygdom og død i nærmeste familie. I dag er indsatsen videreført i Børn, Unge & Sorg, som har status af nationalt videncenter på sorgområdet.
De seneste ti år er Egmont rykket ind i forretningsområder med høj vækst og forbrugeropmærksomhed. Blandt disse områder er e-handel, computerspil og marketing services. Tv-streaming, digitale bogrettigheder og digitale gavekortløsninger er andre nye vækstområder.
Egmont Fonden øremærker 40 mio. kr. til skilsmisseområdet for at skabe bedre vilkår for de børn og unge, hvis forældre er skilt. Visionen er, at intet barn skal føle sig alene med følgerne af forældrenes skilsmisse. Egmont Fonden søsætter et omfattende partnerskab med Børns Vilkår med fokus på at styrke barnets perspektiv på skilsmisse. Det har bl.a. bidraget til en reform af skilsmisseområdet i 2019 og hjælp til mange børn, som er blevet ramt af konflikter relateret til skilsmisser f.eks. via en bisidderordning og rådgivning på Børnetelefonen.
I 2013 foretager Egmont Publishing den første investering i en nordisk e-handels-virksomhed, og siden da har vi opbygget en markant portefølje af p.t. syv e-handelsvirksomheder i stor vækst, blandt dem Jollyroom, Outnorth, Bageren och Kocken og Fjellsport. E-handel er et område i markant vækst, og Egmonts e-handelsvirksomheder er specialister inden for bl.a. outdoor, køkkenudstyr og børn. Det er også gennem Egmont Publishing, at Egmont begynder at tage en ledende position i markedet for digital performance marketing.
Kun 25 procent af anbragte børn og unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Derfor tager Egmont Fonden i 2013 initiativ til læringsprogrammet Lær for Livet, som arbejder for at styrke læring og livsduelighed hos anbragte børn. I dag er Lær for Livet en selvstændig organisation, som Egmont Fonden støtter.
Gennem Nordisk Film Games står Egmont bag syv succesfulde computerspil-virksomheder. Computerspil er en del af den globale underholdningsindustri, som er i markant vækst, og vores selskaber tæller blandt andet Avalanche Studios Group, Star Stable og Raw Fury, som hver dag er i kontakt med millioner af computerspillere over hele verden.
Egmont Fonden er medinitiativtager til Småbørnsløftet, som skal sikre, at alle børn får lige muligheder for at trives, lære og udvikle sig. Egmont Fonden investerer 75 mio. kr. over to år i småbørnsområdet. Småbørnsløftet har bl.a. bidraget til, at de små børn i dag er kommet højere på den politiske dagsorden.
Egmont Fonden arbejder for, at alle børn skal have en god skolestart med særlig fokus på indsatser inden for tre områder: Børn i risiko skal opspores og støttes før skolestart. Børn med lav skoletrivsel skal have den rette hjælp hurtigt. Intet barn skal stå uden for børnefællesskaberne.
Vi har udviklet medier og støttet udsatte børn og unge og bekæmpet fattigdom i 100 år. Siden 1920 har vi doneret over 3 milliarder i nutidskroner til velgørende initiativer. Fantastiske fortællinger, ekstraordinære oplevelser og social indignation kendetegner os – dengang, nu og i fremtiden.
Vi er stadig rundet af værdierne fra vores grundlægger om at være innovativ og give tilbage til samfundet. I dag er vi fortsat en medievirksomhed, der bygger på fantastiske fortællinger. Men vi udvikler og fornyer konstant vores medier med storytelling, publicisme, kreativitet og ny teknologi for at skabe de bedste brugeroplevelser på alle relevante platforme. Samtidig giver vi tilbage til samfundet og tager et medansvar for dets udvikling ved at støtte udsatte børn, unge og familier.
Se mere om Egmonts mange forretninger
Gå til forsiden