Logo

RSS Print

Anbragte børn, der deltager i "Lær for Livet" klarer sig bedre i skolen og får flere venner

Ny undersøgelse viser, at anbragte børn, der deltager i læringsprogrammet "Lær for Livet" klarer sig bedre i skolen og har fået flere venner. 

I disse dage begynder 75 nye børn i "Lær for Livet Learning Camps". Målet er at styrke de anbragte børns skolearbejde, uddannelse og trivsel, så de på sigt kan klare sig lige så godt som deres ikke-anbragte kammerater. 

Kun 30 procent af tidligere anbragte børn og unge har som 25-årige taget en ungdomsuddannelse. Til sammenligning har 79 procent af deres ikke-anbragte kammerater taget en ungdomsuddannelse som 25-årige. Den markante ulighed i uddannelse skyldes ifølge forskning bl.a. børnenes mange miljø- og skoleskift, men også det faktum, at de anbragte børn bliver mødt med lave krav og forventninger og får begrænset støtte til læring. 

Den nye undersøgelse viser, at to ud af tre børn vurderer, at de er blevet bedre i skolen af at være med i Lær for Livet, og at de har lært ting, som gør, at de tror mere på, at de kan få en uddannelse. Et andet væsentligt resultat er, at otte ud af ti børn siger, at de har fået nye venner ved at være med i Lær for Livet.

Søren Langager, der er lektor på DPU, Aarhus Universitet, siger:

”Lær for Livets Learning Camp giver de anbragte børn chancen for et nyt selvbillede. Børnene møder nye rammer og andre måder at gribe det faglige an på, og børnene kommer ind i en ny kultur med andre, der er i en sammenlignelig situation. Derfor bliver der dannet mange nye venskaber – og det er alt sammen med til at give børnene mulighed for at se sig selv på en ny måde.”

Undersøgelsen er foretaget af Epinion for Egmont Fonden, der har gennemført interview med i alt 170 børn, der har været en del af Lær for Livet programmet mellem 1 og 4 år.

Intensive læringsforløb og mentorordning
Lær for Livet er bygget op om to indsatser: Lær for Livet Learnings Camps, der finder sted tre gange i barnets første år i programmet og herefter en gang om året. 

Lær for Livet Learning Camps finder i år sted i uge 26 og uge 27 i Osted ved Roskilde og i Balle ved Vejle. Dernæst følger Lær for Livet Mentor, hvor barnet tilknyttes en frivillig voksen, som skal hjælpe med lektier og andre skolerelaterede udfordringer. Barnet støttes af en mentor gennem et seksårigt forløb i Lær for Livet.

Direktør i Lær for Livet Illa Westrup Stephensen siger:

"Ideen er at barnet har en ekstra voksen i sit liv, der kan være en del af barnets netværk og i manges tilfælde bliver forholdet så tæt, at det bliver et slags familiemedlem, der også er der, når de seks år er gået. Vi håber derfor, at langt flere voksne vil tilmelde sig og blive mentor for et barn. Undersøgelser viser nemlig at dét at have en voksen fortrolig i sit liv kan have afgørende betydning for barnets liv og i manges tilfælde også for deres uddannelse.”

Cirka én procent af den danske børnebefolkning er anbragt uden for hjemmet. Lær for Livet har en ambition om at nå ud til knapt 1000 anbragte børn i løbet af 10 år. I dag er der cirka 300 børn i programmet.

Læs hele undersøgelsen her.

Rapporten må kun offentliggøres med følgende kildeangivelse:
”Epinion for Egmont Fonden”.