Logo

RSS Print

Simon Kvamm vil sætte fokus på anbragte børn

Egmont Fondens læringsprogram Lær for Livet, der hjælper anbragte børn, er stolte af at byde Simon Kvamm velkommen som ny ambassadør.

Foto: Panduro Management

”Da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at hjælpe med at forbedre anbragte børns fremtidsmuligheder, kunne jeg ikke sige nej. Især fordi Lær For Livet bygger på, at kids'ene kommer på camp. Fra mit arbejde med Musikstarter ved jeg, hvor meget det rykker at være sammen med andre på camp, og hvor pissesjovt det er. Det burde flere få mulighed for,” siger Simon Kvamm om sin nye ambassadørrolle for Lær for Livet, der er Egmont Fondens læringsprogram for anbragte børn.

Lær for Livets direktør, Illa Westrup Stephensen, er meget glad for at have Simon Kvamm med som ambassadør.

”Vi ønsker at styrke vores ambassadørhold med endnu en stærk person, som repræsenterer Lær for Livets værdier, ” siger direktøren for læringsprogrammet, der har eksisteret siden 2013. 

Ud over Simon Kvamm, er den tidligere landsholdsanfører Daniel Agger og skuespillerinden Lise Baastrup med på ambassadørholdet.

”Vi ser Simon Kvamm som en ambitiøs, engageret og yderst troværdig person med en høj grad af integritet. Det er egenskaber, som spejler de værdier, vi ønsker at lære vores børn og unge. Det handler om, at udfordre sig selv, blive ved, selvom det er svært og gerne gøre det sammen med andre,” fortæller Illa Westrup Stephensen, direktør i Lær for Livet

Med Simon Kvamm som ambassadør ønsker Lær for Livet at bringe mere musik ind i Lær for Livets program.  

”På vores Learning Camp oplever vi ofte, hvordan musikken forløser, opmuntrer og bringer sammenhold og fællesskab mellem vores Learning Kids, og det kan Simon Kvamm om nogen bidrage til,” siger hun.

Lær for Livet har eksisteret siden 2013 og har nu tilknyttet knapt 400 børn i alderen 9 til 17 år. 

Vidste du at: 
1 ud af 100 børn mellem 0 – 22 år var anbragt udenfor hjemmet i 2014.
Kun 30 procent af de unge, som har været anbragt udenfor hjemmet, har som 25-årig fuldført en ungdomsuddannelse. Det tal er næsten 80 procent for ikke-anbragte unge.Om Lær for Livet Børn anbragt uden for hjemmet klarer sig langt dårligere i skolen end ikke-anbragte børn. En væsentlig årsag er, at børnene bliver mødt med lave krav og forventninger. Det forsøger Egmont Fondens signaturprogram Lær for Livet at ændre på ved at tilbyde intensive læringsforløb og mentorordning til anbragte børn mellem 9 og 13 år.

Læs mere om Lær for Livet på www.laerforlivet.dk