Logo

RSS Print

Ny bevilling fra Egmont Fonden sikrer julehjælp til 367 familier

Behovet for julehjælp er større end nogensinde. Ekstrabevilling fra Egmont Fonden sikrer hjælp til yderligere 367 udsatte familier.

Egmont Fonden giver nu en ekstrabevilling på 250.000 kr. som julehjælp til socialt udsatte familier gennem Røde Kors og programmet En håndsrækning. Med bevillingen har 367 ekstra familier fået et gavekort på 800 kroner til et lokalt supermarked.

”Egmont Fonden forsøger hvert år at give nogle af de mest udsatte familier i Danmark bedre mulighed for at holde en god juleaften. Men vi er udemærket klar over, at et gavekort til godter og andesteg ikke kan stå alene. Derfor er det afgørende for os, at julehjælpen går hånd i hånd med en mere langsigtet indsats, så udsatte familier bliver bedre rustet til at ændre deres livssituation,” siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens Støtte og Bevillingsadministration.

Sammen med gavekortet modtager familierne også en invitation til at deltage i Røde Kors’ lokale netværksaktiviteter, hvor der arbejdes målrettet og langsigtet på at skabe bedre trivsel for børnene og deres forældre.

Der er stort behov for en håndsrækning til socialt udsatte familier i julen, vurderer Røde Kors, og der er stigende efterspørgsel på julehjælp fra udsatte og sårbare familier.

Røde Kors uddeler hvert år julehjælp til socialt udsatte familier. Tallet er steget fra 1.600 i 2010 til 10.000 i 2016. I år forventer Røde Kors at uddele julehjælp til 11.000 familier. Uddelingen sker gennem Røde Kors’ lokale afdelinger og ofte i samarbejde med de kommunale sagsbehandlere, der kender familierne og deres behov.

”Vi har arbejdet sammen med Egmont Fonden i mange år, og det er vi rigtig glade for, fordi vi kan se, at samarbejdet skaber resultater for udsatte familier. Ekstrabevillingen betyder, at vi kan give julehjælp til endnu flere. Og det har stor betydning, fordi vi også bruger julehjælpen som en døråbner til vores øvrige familiearbejde,” siger leder af familiearbejdet i Røde Kors, Ziga Friberg.

Egmont Fonden har siden etableringen i 1920 ydet akuthjælp til udsatte familier. Først som brændselsstøtte og hjælp til enlige mødre. Siden 2013 gennem En Håndsrækning, hvor der siden 2013 er uddelt 37,3 mio. kroner. Egmont Fonden har afsat 50 mio. kroner til En Håndsrækning i perioden 2017-2021.

Egmont, der er Danmarks største mediekoncern, er en fond, som omsætter for 11,6 mia. kr. og støtter børn og unge samt filmtalenter med knap 100 mio. kr. om året.