Logo

RSS Print

Langt fra Slagelse

Alt Anna Karina vidste om grønlændere var, at de havde det svært i Danmark. Hun kunne ikke bo hos sin egen grønlandske familie, i stedet bor hun hos en plejefamilie i Slagelse. Med hjælp fra Egmont Fonden fik Anna Karina en oplevelse, der ændrede hende.

Af Sisse Sejr-Nørgaard

I et hjørne af Anna Karinas værelse hænger en yndig hvid konfirmationskjole på en gine. En hvid tubekjole med let puf fra hoften. Der er matchende sko til, og det hele er pakket ind i plastik, klar til den store dag. Men den kom ikke på.

Anna Karina Matthiasen er 15 år. Hun er som de fleste piger på 15 år. Hun kan li’ musik, har idoler på væggene i sit værelse og kan lide at spille guitar. Og selvom hun er, som unge mennesker er flest, går i en sort trenchcoat, cowboybukser og skjorter, så er hun den eneste af sin slags på sin skole i Slagelse. For Anna Karina er grønlænder.

”Det er lidt trættende altid at blive spurgt, hvorfra i Asien jeg er fra. Og altså ja - jeg har hørt rigtig meget koreansk pop en overgang. Men lad mig lige slå fast, at jeg er fra Grønland”.

Siden hun var halvandet år gammel, har hendes plejemor Ina Fried været hendes primære værge. De to ligner ikke hinanden. Hvor Ina har store røde krøller, runde øjne, bleg fin hud og lange ben, har Anna Karina tykt, sort, glat hår, runde æblekinder og smalle øjne, og så er hun den laveste pige i klassen, til trods for hun er den ældste. Sådan er det bare. Det har altid været sådan.

Helt fra da Anna Karina var barn, og hun sammen med sydfrugterne, alle Inas unger og feriekufferterne blev pakket ind i minibussen, når de skulle på ferie, har beskueren kunnet se, at når dørene til den lille bus åbnede, piblede alle de lyshårede unger og så Anna Karina med det sorte hår ud. Hun stak ud, men hun hørte til, og længere var den ikke.

Grønlændere kan ikke kun li’ øl
At være grønlænder i Danmark er ikke eksotisk, hipt eller særlig attråværdigt. Bladene bugner ikke med kendte grønlændere eller solstrålehistorier fra den kolde del af det danske rige. Og Anna Karinas syn på baglandet var også baseret på det, hun havde oplevet i Danmark.

”Jeg så grønlændere som nogle, der boede i København, kun sås med andre grønlændere, altid var i pengeproblemer, og så kunne de rigtig godt li’ øl,” forklarer hun.

Hun har kun kærlighed for sin grønlandske familie i København, men hun bor ikke hos den. Sådan formede livet sig bare. Derfor blev plejemor Ina også glad, da Anna Karinas tanker begyndte at rumstere omkring den forestående konfirmation. For da invitationerne til Anna Karinas fest var sendt ud, kom der et svar fra Grønland. Anna Karinas halvbror, Finn, ville gerne komme.

Hun havde aldrig mødt Finn. Jo han eksisterede, det vidste hun, men hun havde aldrig drømt om at have et forhold til ham. Han boede i Grønland, et land der ligger uendeligt langt væk fra Slagelse, og som koster meget mere at besøge, end Anna Karina nogensinde kunne forestille sig at spare op. Men pludselig skulle hun møde ham. Og selvom den hvide kjole med de dertilhørende fine sko, var klar, trak den vestgrønlandske festdragt pludselig meget mere. 

Og det stod lysende klart for Anna Karina, at hun ikke skulle ligne de andre i klassen.
”Jeg ligner ikke alle de andre til hverdag, så hvorfor skulle jeg gøre det på så stor en dag?”

Mødet med Finn ændrede noget i hende. Han var taget alene fra Grønland bare for at se hende, og de tre dage, de to tilbragte sammen, gjorde, at Anna Karina drømte om mere.

Blegfis på tur

Drømmebanken blev svaret. Drømmebanken er en del af Børnehjælpsdagen, hvor anbragte børn og unge – hvad enten de bor på døgninstitution, opholdssted eller i plejefamilie, kan dele deres drøm, og Drømmebanken opfylder cirka 50 drømme om året.

Egmont Fonden har frem til 2021 afsat 50 mio. kr. til En Håndsrækning til udsatte børn og deres familier. Pengene skal gå til akut økonomisk hjælp til de børn og familier, der har allermest brug for det kombineret med en langsigtet indsats. Støtten uddelegeres til de danske organisationer Mødrehjælpen, Røde Kors, Børnehjælpsdagen og Norske Kvinners Sanitetsforening i Norge.

Sammen med Ina sendte Anna Karina sit drømmeønske til Drømmebanken, og godt seks måneder senere stod hun i den lillebitte lufthavn i Aasiaat, træt, kold og spændt. Foran hende lå et møde med en kultur, som hun havde afskrevet, men den tog fusen på hende.

”Jeg troede, at de alle sammen ville glo på mig. Jeg føler mig, som en blegfis fra Danmark. Jeg føler, at jeg har blå øjne og bleg hud. Men deroppe snakkede de grønlandsk til mig. Jeg var bare en af dem, hvilket var super mærkeligt”.

Selvom det skulle være en ferie, overtalte Ina alligevel Anna Karina til besøge en folkeskole. Og det var en stor oplevelse. En ting var, at hun som ordblind endelig var den bedste til dansk, en anden ting var det, hun mødte, da klokken ringede ud.

Smartphone lagt på is
”De er sammen på en helt anden måde. Når der var frikvarter, trak de ikke telefonen frem på refleks. De snakkede sammen, grinede, legede og hentede mad sammen,” fortæller Anna Karina.

”Herhjemme er mine klassekammerater meget mere asociale. De trækker telefonen frem og så er det det. Når de har fri, så tager de ud og skater og hører musik. Men fordi børnene i Grønland er født i et fangersamfund, er de afhængige af hinanden. Så kan man ikke bare trække en telefon frem. De lærer ikke at bruge en iPad, men at pelse en sæl. De tager ud og fisker eller går på jagt. Så skyder de en ren, spiser hjertet af den, så dens sjæl kan leve videre igennem dem. Jeg synes, at det var så fedt”.

Og det var også den følelse, hun fik af at se sin bror. Selvom Finn ikke taler dansk, som hun gør, var de alligevel ret ens. Begge spiller guitar, de har de samme øjne, og når de koncentrerer sig, kører deres tunge rundt i munden på dem. Men han var ikke det eneste familiemedlem, hun mødte.

”Jeg troede, at folk i Grønland havde det dårligt. Primært socialt, fordi det er sådan, de er herhjemme. De grønlændere, jeg har mødt, haft det svært. Men da jeg mødte min familie i Grønland, fandt jeg ud af, at verden er helt anderledes for dem,” forklarer Anna Karina.

"Jeg besøgte min faster. Hun havde et stort hus med gulvvarme, hun duftede af en dyr Gucci-parfume, havde dyre moskus-vanter og var bare.. Ja.. Hun slayede,” siger Anna Karina grinende.

”I modsætning til herhjemme, hvor alle grønlændere er i pengenød hele tiden. Det er det jeg har set, det er det jeg har hørt. Det var det jeg kom fra. Men så kom jeg til Grønland og så, at sådan er de slet ikke. Og at opdage det, det gav mig en ro. Det var afslappende. Jeg følte mig bare.. Ja hjemme!”

Ro under pelsfrakken
Drømmebanken gav ikke bare Anna Karina en tur til Grønland. Hun har svært ved at sætte ord på, hvad hun fik med hjem. Men der kom en slags ro.

"Jeg har en pelsfrakke af sæl og hundepels. Jeg er så glad for den. Den er anderledes end den lange sorte trenchcoat, som jeg går med. Ingen andre har den. I begyndelsen havde jeg det stramt med den, da jeg fandt den grim. Men efter min tur til Grønland er den fed og anderledes. Jeg ligner ikke alle andre i ansigtet, så hvorfor købe alt det dyre tøj, som de går med. Så ville jeg bare forsøge at ligne en sort klat i mængden. Jeg har altid skilt mig ud. I starten tænkte jeg ikke over det, jeg synes jo, at jeg lignede de andre. Men jeg har smallere øjne, større kinder, jeg er lavere. Så nu dyrker jeg det.”

Ud over at holde varmen, så slipper Anna Karina også for at skulle svare på, hvor hun er fra.

”Når jeg har frakken på, ved folk, hvor jeg er fra. Så er jeg ikke asiat. Så er jeg grønlænder. Jeg er træt af, at folk spørger, hvor i Østen jeg er fra. Selvfølgelig gjorde det koreanske pop det ikke lettere for dem. Men når de ser mig med sælskind, behøver de ikke længere spørge dumt.”

Anna Karina håber, at hun snart kan besøge sin bror og resten af Grønland igen.

Læs mere om Egmont Fonden og En Håndsrækning   

   ”Det er lidt trættende altid at blive spurgt, hvorfra i Asien jeg er fra. Og altså ja - jeg har hørt rigtig meget koreansk pop en overgang. Men lad mig lige slå fast, at jeg er fra Grønland”.

   Siden hun var halvandet år gammel, har hendes plejemor Ina Fried været hendes primære værge. De to ligner ikke hinanden. Hvor Ina har store røde krøller, runde øjne, bleg fin hud og lange ben, har Anna Karina tykt, sort, glat hår, runde æblekinder og smalle øjne, og så er hun den laveste pige i klassen, til trods for hun er den ældste. Sådan er det bare. Det har altid været sådan.

   Helt fra da Anna Karina var barn, og hun sammen med sydfrugterne, alle Inas unger og feriekufferterne blev pakket ind i minibussen, når de skulle på ferie, har beskueren kunnet se, at når dørene til den lille bus åbnede, piblede alle de lyshårede unger og så Anna Karina med det sorte hår ud. Hun stak ud, men hun hørte til, og længere var den ikke.

 

Grønlændere kan li’ øl

At være grønlænder i Danmark er ikke eksotisk, hipt eller særlig attråværdigt. Bladene bugner ikke med kendte grønlændere eller solstrålehistorier fra den kolde del af det danske rige. Og Anna Karinas syn på baglandet var også baseret på det, hun havde oplevet i Danmark.

   ”Jeg så grønlændere som nogle, der boede i København, kun sås med andre grønlændere, altid var i pengeproblemer, og så kunne de rigtig godt li’ øl,” forklarer hun.

   Hun har kun kærlighed for sin grønlandske familie i København, men hun bor ikke hos den. Sådan formede livet sig bare. Derfor blev plejemor Ina også glad, da Anna Karinas tanker begyndte at rumstere omkring den forestående konfirmation. For da invitationerne til Anna Karinas fest var sendt ud, kom der et svar fra Grønland. Anna Karinas halvbror, Finn, ville gerne komme.

   Hun havde aldrig mødt Finn. Jo han eksisterede, det vidste hun, men hun havde aldrig drømt om at have et forhold til ham. Han boede i Grønland, et land der ligger uendeligt langt væk fra Slagelse, og som koster meget mere at besøge, end Anna Karina nogensinde kunne forestille sig at spare op. Men pludselig skulle hun møde ham. Og selvom den hvide kjole med de dertilhørende fine sko, var klar, trak den vestgrønlandske festdragt pludselig meget mere. Den som hendes tre ældre søskende havde haft på.

   Og det stod lysende klart for Anna Karina, at hun ikke skulle ligne de andre i klassen.

   ”Jeg ligner ikke alle de andre til hverdag, så hvorfor skulle jeg gøre det på så stor en dag?”

Den hvide kjole forlod aldrig sin plastikindpakning. Mødet med Finn ændrede noget i hende.

Han var taget alene fra Grønland bare for at se hende, og de tre dage, de to tilbragte sammen, gjorde, at Anna Karina drømte om mere.

 

Blegfis på tur

Drømmebanken blev svaret. Drømmebanken er en del af Børnehjælpsdagen, hvor anbragte børn og unge – hvad enten de bor på døgninstitution, opholdssted eller i plejefamilie, kan dele deres drøm, og Drømmebanken opfylder cirka 50 drømme om året.
   Egmont Fonden har frem til 2021 afsat 50 mio. kr. til En Håndsrækning til udsatte børn og deres familier. Pengene skal gå til akut økonomisk hjælp til de børn og familier, der har allermest brug for det kombineret med en langsigtet indsats. Støtten uddelegeres til de danske organisationer Mødrehjælpen, Røde Kors, Børnehjælpsdagen og Norske Kvinners Sanitetsforening i Norge.

   Sammen med Ina sendte Anna Karina sit drømmeønske til Drømmebanken, og godt seks måneder senere stod hun i den lillebitte lufthavn i Aasiaat, træt, kold og spændt. Foran hende lå et møde med en kultur, som hun havde afskrevet, men den tog fusen på hende.

   ”Jeg troede, at de alle sammen ville glo på mig. Jeg føler mig, som en blegfis fra Danmark. Jeg føler, at jeg har blå øjne og bleg hud. Men deroppe snakkede de grønlandsk til mig. Jeg var bare en af dem, hvilket var super mærkeligt”.

   Selvom det skulle være en ferie, overtalte Ina alligevel Anna Karina til besøge en folkeskole. Og det var en stor oplevelse. En ting var, at hun som ordblind endelig var den bedste til dansk, en anden ting var det, hun mødte, da klokken ringede ud.

 

Smartphone lagt på is

”De er sammen på en helt anden måde. Når der var frikvarter, trak de ikke telefonen frem på refleks. De snakkede sammen, grinede, legede og hentede mad sammen,” fortæller Anna Karina.

   ”Herhjemme er mine klassekammerater meget mere asociale. De trækker telefonen frem og så er det det. Når de har fri, så tager de ud og skater og hører musik. Men fordi børnene i Grønland er født i et fangersamfund, er de afhængige af hinanden. Så kan man ikke bare trække en telefon frem. De lærer ikke at bruge en iPad, men at pelse en sæl. De tager ud og fisker eller går på jagt. Så skyder de en ren, spiser hjertet af den, så dens sjæl kan leve videre igennem dem. Jeg synes, at det var så fedt”.

   Og det var også den følelse, hun fik af at se sin bror. Selvom Finn ikke taler dansk, som hun gør, var de alligevel ret ens. Begge spiller guitar, det gør ingen andre i deres familie, de har de samme øjne, og når de koncentrerer sig, kører deres tunge rundt i munden på dem. Men han var ikke det eneste familiemedlem, hun mødte.

   ”Jeg troede, at folk i Grønland havde det dårligt. Primært socialt, fordi det er sådan, de er herhjemme. De grønlændere, jeg har mødt, ud over mine yngste søskende, har haft det svært. Min mor og min ældste søster havde svært ved at komme ind i det danske samfund, de bor i en dyr lille lejlighed og har altid økonomiske problemer. Men da jeg mødte min familie i Grønland, fandt jeg ud af, at verden er helt anderledes for dem,” forklarer Anna Karina.

   ”Jeg besøgte min faster. Hun havde et stort hus med gulvvarme, hun duftede af en dyr Gucci-parfume, havde dyre moskus-vanter og var bare.. Ja.. Hun slayede,” siger Anna Karina grinende.

   ”I modsætning til herhjemme, hvor alle grønlændere er i pengenød hele tiden. Det er det jeg har set, det er det jeg har hørt. Det var det jeg kom fra. Men så kom jeg til Grønland og så, at sådan er de slet ikke. Og at opdage det, det gav mig en ro. Det var afslappende. Jeg følte mig bare.. Ja hjemme!”

 

Ro under pelsfrakken

Drømmebanken gav ikke bare Anna Karina en tur til Grønland. Hun har svært ved at sætte ord på, hvad hun fik med hjem. Men der kom en slags ro.

   ”Jeg fik en pelsfrakke af sæl og hundepels. Jeg er så glad for den. Den er anderledes end den lange sorte trenchcoat, som jeg går med. Ingen andre har den. I begyndelsen havde jeg det stramt med den, da jeg fandt den grim. Men efter min tur til Grønland er den fed og anderledes. Jeg ligner ikke alle andre i ansigtet, så hvorfor købe alt det dyre tøj, som de går med. Så ville jeg bare forsøge at ligne en sort klat i mængden. Jeg har altid skilt mig ud. I starten tænkte jeg ikke over det, jeg synes jo, at jeg lignede de andre. Men jeg har smallere øjne, større kinder, jeg er lavere. Så nu dyrker jeg det.”

   Ud over at holde varmen, så slipper Anna Karina også for at skulle svare på, hvor hun er fra.

   ”Når jeg har frakken på, ved folk, hvor jeg er fra. Så er jeg ikke asiat. Så er jeg grønlænder. Jeg er træt af, at folk spørger, hvor i Østen jeg er fra. Selvfølgelig gjorde det koreanske pop det ikke lettere for dem. Men når de ser mig med sælskind, behøver de ikke længere spørge dumt.”

   Anna Karina håber, at hun snart kan besøge sin bror og resten af Grønland igen.