Logo

RSS Print

Egmont Fonden øremærker 75 mio. kroner til de små børn

I dag lancerer en bred alliance et nyt Småbørnsløfte, som skal sikre, at alle børn får lige muligheder for at lære og udvikle sig. Egmont Fonden investerer 75 mio. kr. over to år til Småbørnsløftet for at give alle børn en god start på livet

En bred alliance, der består af borgmestre, topembedsmænd, vidensinstitutioner, civilsamfundsorganisationer, fonde samt ikke mindst pædagoger, sundhedsplejersker, psykologer og socialrådgivere er gået sammen om et nyt ”Småbørnsløfte”. Alle, der bakker op om løftet, forpligter sig til at gøre en særlig indsats for at mindske uligheden i børns muligheder for at lære og udvikle sig. 

Løftet er formuleret af Småbørnsalliancen, som Egmont Fonden har taget initiativ til sammen med Tænketanken DEA. Med Småbørnsløftet forpligter Egmont Fonden sig til at afsætte 75 mio. kr. over de kommende to år til de små børn og deres familier, hvilket svarer til mere end en tredjedel af fondens samlede bevillinger i perioden.

”Vi skylder alle børn en god start på livet. Desværre er der i Danmark fortsat en betydelig læringsulighed, som viser sig allerede helt tidligt i livet – faktisk inden for barnets første 1000 dage. Den læringsulighed er svær at reducere. Men den bør elimineres, så alle børn kan opleve både tryghed og udvikling i de første leveår, og så de får de nødvendige forudsætninger for en god skolegang. Det kræver en ambitiøs indsats på tværs af fagligheder og sektorer og med inddragelse af civilsamfundet. Egmont Fonden vil gerne tage et medansvar og øremærker derfor 75 mio. kr. til de små børn frem til 2020,”siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.  

De 75 mio. kr. skal gå til de små børn (0-6 år) og deres familier i perioden 2017-2019. Egmont Fonden forventer desuden, at de små børn og deres familier vil være et indsatsområde for fonden i de efterfølgende år. 

Småbørnsløftet forpligter aktørerne til at arbejde både sammen og hver for sig for en fælles målsætning, der består af to delmål:

  • At alle småbørn har et godt børneliv, herunder udvikler de nødvendige forudsætninger for en god skolegang.
  • At de første 1.000 dage i alle børns liv er præget af tryghed og stimulering, så de lige fra fødslen trives og får alsidige muligheder for at lære og udvikle sig. 

Egmont Fonden vil bidrage til at realisere begge mål i Småbørnsløftet. Egmont Fonden forventer, at en stor del af bevillingerne vil være fokuseret på de første 1.000 dage af barnets liv inklusiv den sidste del af graviditeten.
Egmont Fonden vil prioritere: 

  • Storskalaforsøg i udvalgte kommuner
  • Afprøvning af indsatser i civilsamfundet og samarbejde mellem civilsamfundet og den offentlige sektor
  • Sårbare gravide og sundhedspleje
  • Styrkede forældrekompetencer i udsatte familier
  • Bøger og læsning i udsatte familiers hjem og i dagtilbuddene 

Egmont Fonden vil bidrage aktivt til øget samarbejde mellem private fonde med henblik på at øge fondenes samlede investeringer i de små børn og bidrage til erfaringsudveksling på tværs. 

Egmont Fonden vil arbejde videns- og databaseret og aktivt dele læring fra indsatser vedrørende de små børn. 

Læs mere om Småbørnsløftet
 
Læs Egmont Rapporten 2016: ”En bedre start” 
Læs mere om sekretariatet for Småbørnsløftet og hvordan du tilslutter dig